Langt ude mod øst, i de endeløse Sibiriske skove, er Rusland ved at bygge en ny rumhavn. Det er ingen overdrivelse at sige, at den ligger i udkantsrusland, næsten helt ude ved Stillehavet og mange tusinde kilometer fra Moskva
Baikonur ligger udenfor Rusland
Der er vigtig grund til, at Putin nu skyder rigtig mange penge i dette projekt. Russernes nuværende store rumhavn, Baikonur, ligger nemlig i Kasakhstan, og det er ikke uden problemer.
Ved Sovjetunionens sammenbrud blev Kasakhstan en selvstændig stat, og forholdet mellem Rusland og Kasakhstan har ofte været noget anspændt.
I hvert fald var Kasakhstan hurtigt ude med en lejeaftale for brug af rumhavnen. Russerne betaler 115 mio dollar om året, og den nuværende aftale løber kun til 2015.
Og nu er Kasakhstan begyndt at stramme kravene på grund af de miljøskader, opsendelserne forårsager – især fra de store Protonraketter, der er drevet af det meget giftige hydrazin.
Stramme krav er oplevet før
Vi har selv oplevet følgerne af det spændte forhold mellem de to lande. I 2005 skulle den første europæiske Galileo navigationssatellit opsendes fra Baikonur.
I den anledning var vi inviteret til at overvære opsendelsen sammen med en delegation fra den europæiske rumstyrelse ESA. Undervejs fra Moskva til Baikonur fløj vi ind i en snestorm og måtte lande i en ganske lille lufthavn et par hundrede kilometer fra Baikonur.
Vi ville herfra forsøge at chartre en bus til det sidste stykke vej, men da vi kun havde visum til Baikonur og ikke til Kasakhstan, måtte vi ikke forlade flyet, og det endda selv om flere af de øverste chefer for projektet var med.
Efter fire timers ophold og forhandling frem og tilbage blev vi sendt tilbage til Moskva, hvorfra vi næste dag kunne følge opsendelsen på en storskærm med udsigt til de tomme tilskuerpladser…
Vostokny, en rumhavn langt borte fra civilisationen
Den nye rumhavn hedder Vostokny, som betyder 'mod øst'. Den bliver opført i et område, der hedder Amur Oblast, så langt mod øst, som man næsten kan komme og lige nord for Kina. Positionen er 52 grader Nord og 128 grader Øst. Fordelen er dog, at raketter kan opsendes mod øst udover en øde tundra og videre over Stillehavet.
Ulempen er nu også til at få øje på. Allerede nu har det været vanskeligt at finde uddannede ingeniører, teknikere og håndværkere, der er villige til at drage ud 'in the middle of nowhere' for at bygge rumhavnen.
Russerne pumper penge i projektet
Hertil kommer nu også, at Putin havde stillet nye og gode boliger i udsigt et løfte, der har vist sig svært at indfri. Men løfter er billige, og nu tales der endda om at grundlægge en hel by derude.
Den skal hedde Tsiolkovsky efter den russiske rumfartens fader, der levede fra 1857-1935. Her skal bo mindst 40.000 mennesker –lige fra ingeniører og håndværkere til kosmonauter og videnskabfolk med deres familier…
Grundstenen blev lagt i 2010 og nu går det fremad, godt hjulpet af Putins betydelige vilje til at skyde endda meget store midler i projektet. Russerne er kommet godt i gang med den første rampe, og de fortæller, at den første satellit kan opsendes allerede i 2015, mens de første bemandede opsendelser kan finde sted fra 2018.
Får russerne nu et pendlerproblem ?
En ting er skrivebordsplaner, en anden ting er virkeligheden. For det er en kendsgerning, at hovedparten af alle russiske rumeksperter samt det meste af rumindustrien lige nu befinder sig i det vestlige Rusland.
Man kan næsten forestille sig, at der ved hver opsendelse vil komme til at pendle hundredevis af eksperter fra vest mod øst, som så vil vende tilbage efter begivenheden. Vi behøver vel blot at tænke på, hvor svært det er at få københavnere til at udfylde ledige stillinger i vestjylland…
Men hvis projektet lykkes og man kan lokke eksperter derud, så kan Vostokny blive en økonomisk spydspids af rang i et fjernt og økonomisk trængt område af Rusland.
Ny Rumhavn får ny raket
Russerne har ikke bare problemer med adgangen til Baikonur. De har også det problem, at nogle af deres raketter bygges i Ukraine. Og det er ikke noget, Kreml er meget begejstret for netop nu.
Derfor har man allerede i nogle år arbejdet på en rent russisk bygget raket ved navn Angara. Der er i virkeligheden tale om en familie af raketter opbygget efter LEGO modellen.
Der er flere moduler, der kan sættes sammen til raketter af forskellige størrelser. Og så er man gået bort fra det meget giftige hydrazin og benytter i stedet de mere klassiske brændstoffer flydende ilt og kerosen. Den ny rumhavm Vostokny vil næsten udelukkende komme til at opsende Angara raketter.
Og Putin må jo mene, at økonomien er god, for der tales allerede om en super Angara stor nok til at sende mennesker til Månen. Noget tyder på, at russerne vil til Månen måske i løbet af 10-15 år. Til en begyndelse er fem nye månesonder under planlægning.
I mellemtiden…
Spørgsmålet er, hvad Kasakhstan vil stille op med en gammel rumhavn, når russerne har forladt området. Til en begyndelse kunne de jo sende en stor regning for miljøoprydning.
Men på længere sigt kunne det måske være en god ide at udleje basen til andre interesserede brugere. Herfra er der jo gode muligheder for opsendelse til ISS. Og så man ikke helt glemme den store historiske betydning, der jo hænger ved Baikonur.
Herfra blev den første Sputnik og det første menneske i rummet, Juri Gagarin, opsendt. Og det kan selv russerne vel ikke helt glemme…
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.






























