Året er 1897. Tre tyske polarforskere har som de første nået nordpolen med ballon, men her ender deres rejse ikke. For på selve nordpolen findes en kunstig og fuldstændig cirkulær ø, bygget af mennesker fra Mars.
De er højt civiliserede, og inviterer tyskerne op til deres rumstation, som svæver 6400 kilometer over nordpolen, båret af et anti-tyngdefelt, og herfra kan de nu se ikke bare polområdet, men helt ned til det Tyskland, de har forladt måneder tidligere.
Historien om Mars
Dette er begyndelsen på en af de romaner, der har været en vigtig inspirationskilde for nogle af rumfartens pionerer som Walter Hohmann og Wernher von Braun.
Romanen har titlen 'På to planeter' og er skrevet af den tyske gymnasielærer Kurd Lasswitz (1848-1910), der i mange år underviste i matematik og fysik i byen Gotha.
Bogen er ikke ret kendt, fordi den først blev oversat til engelsk i 1971, altså 73 år efter den udkom.
Bogen forudser fremtidens teknik
Men i Tyskland har den spillet en stor rolle – ikke mindst fordi den er baseret på datidens bedste viden om Mars og på en forbløffende måde forudser meget af fremtidens teknik. Selv i dag virker bogen moderne.
Af pladsgrunde kan vi ikke komme ind på bogens handling, men nøjes her med at se på de videnskabelige profetier.
Lasswitz tager sit udgangspunkt i Percival Lowells observationer i Arizona i slutningen af 1800-tallet. Lowell mente at kunne se at den røde ørkenplanet også havde grønne oaser forbundet med et system af kanaler.
Lowell var overbevist om, at der var en højt udviklet kultur på Mars, der havde skabt det omfattende kanalsystem for at kunne udnytte planetens sidste vandreserver, der var bundet i isen ved nord- og sydpolen.
Marsboernes rumstation
Marsboernes rumstation er hjulformet, og omgivet af hvad vi i dag vil kalde for solceller. Her kunne marsboerne omdanne Solens energi til gravitationsenergi, og skabe et anti-tyngdefelt, som holdt stationen svævende.
Her er det værd direkte at citere Lasswitz og huske, at bogen er skrevet i 1897:
»Menneskene på Jorden anvende af solenergien kun varme og lys, men her i det tomme verdensrum viste det sig, at Solen udsender ulige større energimængder, end vi ane, navnlig stråler af meget stor bølgelængde, ligesom de elektriske, og tillige meget korte bølger, som er endnu langt mindre end lysbølgerne«
Rumstationen er marsboernes rumhavn og herfra rejser rumskibe frem og tilbage til en rumstation over Mars sydpol, og beskrivelsen af banen og hvordan den justeres ved at affyre 'retningsskud' – projektiler, der udslynges fra rumskibet med stor fart er fuldstændig korrekt.
Livet på Mars
Marsboerne har en ældgammel kultur, der strækker sig mere end 300.000 år tilbage. De har lært ved avanceret bioteknologi at 'omdanne stene til brød', så de trods de enorme ørkener kan brødføde over 3 milliarder mennesker. Det sker ved at bruge Solens energi til at omdanne sten og muld, luft og vand til proteiner og kulhydrater.
Der er et omfattende kanalsystem, og langs kanalerne finder man marsboernes transportsystem i form af bevægelige veje. De består af 20 spor, der bevæger sig med hver sin hastighed, der vokser fra ydersporet og ind mod midten, hvor hastigheden kommer op på 200 km i timen.
Marsboernes kultur er gennemført 'grøn' og baseret på solenergi. Hele vejen langs kanalerne og de bevægelige veje er der store bygninger:
Disse bygningerne når ofte til en højde af 100 meter.
Marsboerne bor i kæmpetræer
Lig paladser og pragtkirker hæver de sig med skønne former og lyse farver som i leg op i den klare luft, hvor de opsamler solstrålerne på taget for at udnytte deres kraft:
»...Men fjerner man sig blot nogle hundrede skridt fra disse forretningsårer, befinder man sig i helt andre omgivelser, blandt vældige kæmpetræer, hvis toppe oven i købet rager op over de 100 meter høje bygninger...
Der er fyrrelignende træer, der først i en højde på 40 meter begynder at forgrene sig, og derfra danner løvtaget en naturlig hvælving... Ingen direkte solstråle er i stand til at nå jordbunden, men et mildt blågrønt lys dæmrer ned gennem bladene.
Disse levende kupler erstatter for marsboerne en tættere atmosfæres beskyttelse. De mildner modsætningen mellem dagens varmeindsugning og nattens udstråling...
Her finder vi marsboernes private boliger. Under træernes kæmpemæssige kupler strækker sig en mangfoldighed af haver og parkanlæg, hvor blomsterbede og damme veksler med krat og trægrupper. Midt i disse haver ligger marsboernes huse i små en-etages bygninger... «
På to planeter som inspiration
Kurd Lasswitz døde i 1910, og kunne ikke vide, at hans bog, selv om den var populær i Tyskland, kom til at spille en rolle for rumalderens begyndelse. I Europa begyndte rumalderen nemlig allerede i 1920ene, hvor amatører begyndte at bygge små raketter og beregne, hvorledes man skulle flyve ud i rummet.
En af disse tidlige amatører var Walter Hohmann (1880-1945), der som ung læste både Lasswitz og Jules Verne og blev dybt inspireret af dem, og allerede i 1925 udgav han et grundlæggende værk om baner for rumskibe.
Selv i dag har vi begrebet Hohmann-baner. En anden læser var Wernher von Braun (1912-1977), der skabte den tyske V2-raket og senere den amerikanske Saturn 5 måneraket.
Mars var beskrevet ud fra datidens viden
Hvad der måske er lidt glemt i dag er den inspiration, disse amatører modtog fra romaner. Her var Lasswitz vigtig, fordi han beskrev Mars ud fra den viden, man havde dengang.
Det var muligt at tro på, at der kunne bo mennesker (eller andre væsener) på Mars, uden at være på kant med datidens astronomi. Venus var også en mulighed, hvor man kunne forestille sig, at der under de tætte skyer var både kontinenter og have, dyr og planter.
Månen var fra starten kun det første skridt. De virkelige mål var Mars og Venus, der blev anset for planeter, der lignede Jorden så meget, at man ikke bare kunne lande, men også udforske og måske kolonisere vore to naboplaneter – en tankegang der næsten var en forlængelse af datidens europæiske kolonipolitik.
Drøm og virkelighed
Efterhånden blev astronomerne klar over, at Lowells Mars var fantasi, og at der ikke var et omfattende system af kanaler. Venus var stadig meget af en gåde, indtil Mariner 2 i 1962 viste, at ovefladen var 480 grader varm.
Drømmen om den beboelige planet Mars døde især, da Mariner 4 i 1965 tog billeder af en kraterdækket overflade og målte en atmosfære 100 gange tyndere end Jordens atmosfære.
Nok var rumkapløbet en politisk affære, men hvad der på længere sigt i høj grad kom til at påvirke rumfartens udvikling var tabet af Mars og Venus som oplagte rejsemål.
Mars var en uopnåelig inspirationskilde
Det er umuligt at lande på Venus, og den iskolde Mars med de evige støvstorme er bestemt ikke et sted, der indbyder til kolonisering. Man kan ikke engang gå rundt på Mars uden at være iført rumdragt.
Vi havde drømmen om Mars, dengang den var nødvendig for at inspirere de første rumforskere. Nu har vi en større udfordring, nemlig at formulere langtidsmål for rumfarten i et solsystem, der er meget mere fremmedartet, end vi dengang kunne forestille os.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
