I januar eksploderede en asteroide på en meters størrelse over Tysklands hovedstad. Og nu er forskere kommet frem til, hvad det mystiske objekt fra rummet egentlig er.
Det skriver den amerikanske forskningsorganisation SETI Institute i en pressemeddelelse.
Meteoritterne blev fundet af et hold forskere syd for landsbyen Ribbeck, der ligger cirka 51 kilometer fra Berlin.
Det var dog en udfordring at spotte fragmenterne, da de til forveksling kunne ligne en hvilken som helst anden sten fra lang afstand.
Det var polske meteoritjægere, der gjorde det første fund. Da forskerne ledte videre og kom helt tæt på fragmenterne, kunne de identificere den som en meteorit af den meget sjældne gruppe ‘aubritter’.
Navnet stammer fra landsbyen Aubrés i Frankrig, hvor en lignende meteorit faldt i 1836.
På det tyske Museum für Naturkunde har man et stykke af den meteorit stående, hvilket hjalp forskerne i deres søgen.
»Baseret på de beviser kunne vi lave en løselig klassificering relativt hurtigt,« fortæller Ansgar Greshake, der er museets leder af dets meteoritsamling, i pressemeddelelsen.
Sammenlignet med andre meteoritter med et tyndt lag sort glas har denne type hovedsageligt en gennemsigtig glasskorpe.
Det var blandt andet også den forskel, der gjorde, at forskerne nemmere kunne identificere aubritten.
Meteoritterne er fragmenter af den lille asteroide 2024BX1, som først blev spottet af et teleskop ved et observatorium i Ungarn, hvor man senere hen sporede den og forudså, at den ville ramme Jordens atmosfære.
Ifølge Ansgar Greshake er der kun materiale fra 11 andre meteoritfald af den her slags stående i museumssamlinger verden over. Derfor understreger han også, hvor vigtige samlingerne er for forskning.
tmmk






























