Når Andreas Mogensen opsendes til Den Internationale Rumstation, har vi allerede fundet vinderen af det nyeste og mindste månekapløb i historien.
De to deltagere er Indien og Rusland, men det er et rent tilfælde, at de begge vil søge at landsætte en ubemandet rumsonde nær Månens sydpol på næsten samme tid, nemlig 23. august for Indien og 21. august for Rusland.
Hvad der ikke er et tilfælde, er at begge sonder sigter mod Månens sydpol, hvor man aldrig er landet før.
Det er vigtigt at gennemføre en landing nær sydpolen, fordi der her er kratere, hvor Solens lys aldrig når ned til bunden, som derfor oplever temperaturer ned til -200 grader Celsius.
Vi skal helt ud til Saturn eller endnu længere væk for at finde tilsvarende lave temperaturer.
Men den stærke kulde gør det muligt for is at overleve på Månen, og det er afgørende for muligheden for at bygge baser.
Mindelser om kapløbet om at nå Jordens sydpol
De to rumsonder er næsten en gentagelse af historien om at nå frem til Jordens sydpol i 1911 til 1912.
Her var der også to deltagere i et kapløb om at nå frem til Sydpolen, nemlig nordmanden Roald Amundsen og englænderen Robert Scott.
Det kapløb var ligesom det oprindelige månekapløb drevet af national prestige, og det blev vundet af Amundsen, som nåede Sydpolen i december 1911.
Da Scott kom frem bare 34 dage senere, kunne han så kun se det telt, Amundsen havde efterladt.
Vi vil vende tilbage til betydningen af kapløbet til Sydpolen dengang for 112 år siden og sammenligne det med det nye kapløb til Månens sydpol.
Russisk oprejsning i rummet?
At Rusland og Indien vælger at lande nær Månens sydpol næsten samtidigt, er nok bare et tilfælde, men det giver en vis prestige at kunne sige: ’Vi var de første, der landede nær Månens sydpol, og dermed var vi med til at bane vejen for fremtidens baser’.
Det er da også ganske interessant, at dette skridt ikke bliver taget af enten USA eller Kina, de to virkelig store rummagter.
Rusland var nok med til at starte rumalderen med Sputnik 1 i 1957, men nu er de ikke længere, hvad man vil kalde en stor rummagt.
Det er næsten utroligt, at Rusland har et måneprogram – og man skal nok også være varsom med at tage alt, hvad de siger om fremtiden for pålydende.
Sandheden er, at det russiske rumprogram i mange, mange år har udmærket sig ved at holde sig til satellitter i bane om Jorden, i årtier ikke har besøgt Månen og kun haft et par enkelte (og alle mislykkede) forsøg på at nå Mars.
Desuden er det rent videnskabelige rumprogram ret beskedent.
At den nye rumsonde hedder Luna 25, er blot et minde om fordums storhed, da russerne havde et stort rumprogram.
Det var russere, der blev de første, som landede på Månen i 1966 med rumsonden Luna 9, og senere bragte de også prøver tilbage til Jorden med ubemandede sonder.
Men nu er det 47 år, siden Luna 24 blev opsendt i 1976, og siden da har russerne ikke besøgt Månen.
Luna 25 emmer af politik
Luna 25 er med en vægt på 1.750 kg ikke nogen stor rumsonde, fordi meget af vægten er brændstof til de raketter, som skal landsætte sonden på Månen. Der er faktisk kun 30 kilo til overs til de videnskabelige instrumenter, der skal analysere Månens overflade.
Der er ingen rover med Luna 25, der kan køre omkring på Månen, og der skal ikke sendes prøver tilbage til Jorden, men det har nu heller ikke været let for russerne at klargøre en rumsonde under krigen i Ukraine.
For bare at nævne et eksempel: Luna 25 skulle anvende et europæisk bygget navigationskamera til at sikre en meget præcis landing, men det samarbejde ophørte meget hurtigt efter invasionen.
Rent politisk skal man se Luna 25 som Putins svar på sanktionerne: ’Se, vi kan godt selv’. Så i den forstand er den lille rumsonde politisk vigtig.
Der er også planer om rumsonder frem til 2028 og på længere sigt et samarbejde med Kina om en base på Månen. Men skal man dømme ud fra tilstanden af det russiske rumprogram, vil det nok blive Kina, der kommer til at dominere.
Indien er på vej mod at blive en fremtidens rummagt
At Indien nu er ved at blive en stor rummagt, viser, at verden har ændret sig siden Sputnik 1.
Vi skal i højere grad vænne os til at holde øje med de tre nye rummagter: Kina, Indien og Japan, som kan komme til at dominere fremtidens rumfart.
Således er Luna 25 meget mindre end den indiske rumsonde Chandrayaan-3, der efter opsendelse 14. juli nu kredser om Månen, mens den gør klar til landing.
Med en vægt på 3.900 kg er den mere end dobbelt så tung som Luna 25, og desuden har den også en lille rover med.
Indiens første månelandingsforsøg gik galt
Det er Indiens andet forsøg på at lande på Månen. I 2019 var de meget tæt på med Chandrayaan-2, men en software-fejl førte til en nedstyrtning.
Dengang var der også en rover med, som oprindelig skulle være bygget af russerne, men da de ikke kunne levere varen, så valgte Indien at bygge deres egen.
Indiens første Månesonde Chandrayaan-1 gik blot i bane om Månen.
Chandrayaan-programmet vil fortsætte. Det næste skridt bliver et samarbejde med Japan om Chandrayaan-4, også kaldet LUPEX, der står for Lunar Polar Exploration mission.
Det drejer sig om et ret stort forsøg, hvor Japan leverer raketten og Indien selve rumsonden. Der skal en rover med, som skal lede efter vand.
Roveren skal udstyres med et bor, så det bliver muligt at hente prøver fra en dybde på mindst 1,5 meter.
Det lange perspektiv
De to rumsonder viser, at ubemandede rumsonder også har en fremtid på Månen, selvom mennesker vender tilbage til Månen inden 2030.
Der vil blive bygget måske 2-3 mindre baser, men en stor del af Månens udforskning vil blive udført af robotter.
Astronauternes måske vigtigste opgave bliver at styre de stadig flere og mere intelligente robotter, som i de kommende årtier sendes mod Månen.
For det bliver robotter og ikke mennesker, der kommer til at afgøre, om vi med tiden kommer til at udnytte Månen industrielt.
Alle rummagter er klar over robotternes betydning for fremtiden, og det er forklaringen på, at der i mange lande - og ikke bare Indien og Rusland - bygges og opsendes rumsonder mod Månen.
Vi skal nemlig til at se på Månens udforskning i et helt andet perspektiv, end det vi kendte fra det gamle månekapløb, hvor det var afgørende at komme først med det, som vi i dag kalder ’Flag and Footprints’ eller ’flag og fodspor’. En vej, som ikke fører til noget.
Professor Vishnu Reddy fra University of Arizona i USA afviser at tale om et kapløb eller en konkurrence mellem nationer og private virksomheder.
»Ærligt talt, så synes jeg, det er en distraktion. Konkurrence fører dig kun til flaget. Du kan ikke have bæredygtig, langsigtet tilstedeværelse (på Månen, red.) baseret på politik eller forsøg på at slå den ene eller den anden nation,« siger han til BBC.
Set i det perspektiv, er de nye ubemandede rumsonder og især rovere en investering i en lidt fjernere fremtid, hvor der allerede er baser på Månen.
Det er en meget sandsynlig udvikling, at man med tiden vil kunne købe eller leje plads til en eller måske flere astronauter.
Man kan også forestille sig rent kommercielle baser, der alene er baseret på udlejning – en udvikling, vi allerede nu er ved at se på de rumstationer, der bygges i USA som afløsere for Den Internationale Rumsstation.
Månen byder på mange udfordringer
Man kan sige meget om Månen, men den mangler i den grad veje, så det bliver ikke let for astronauter at køre rundt i et støvet landskab fuldt af store og små sten og kratere.
Strålingen fra rummet er også ganske farlig, fordi man ikke kan beskytte en rover så godt som en nedgravet base, men der er også andre udfordringer ved lange køreture.
På Månen er både dag og nat to uger lange, og det er noget, man skal vænne sig til ved længere ophold. Da der ikke er nogen atmosfære, er der meget stor forskel på temperaturerne mellem nat og dag, så det er ikke helt ligegyldigt, hvornår man starter sin køretur.
Ved ækvator kan temperaturen komme op på 120 grader midt på dagen, mens temperaturen om natten kommer ned på -130 grader. Begge dele vil give problemer for en astronaut på køretur.
Nær sydpolen står Solen altid lavt på himlen, så dagtemperaturen kommer ikke meget over 50 grader Celsius, men nattemperaturen er lav.
Bedste køretid er nok kort efter, at Solen er stået op, og så skal man undgå varmen midt på dagen. Det var netop den taktik, Apollo-astronauterne brugte under deres forholdsvis korte køreture. Men det løser jo ikke problemet ved meget lange køreture.
Til daglig er det nødvendigt at opholde sig i en base enten dybt ned under Månens overflade. Måske i et ’lavarør’ eller i en base på selve overfladen, som er beskyttet af et par meter månestøv.
Herfra kan man så styre rovere og lade dem udpege de steder, hvor man kan udvinde is eller andre stoffer som platinmetaller, så astronauterne kommer til at køre så lidt som muligt.
De lande, der vil klare sig bedst, er dem, som har rådighed over den bedste infrastruktur i form af især rovere til at tage sig af udforskningen.
\ Læs også
Således har NASA et ganske omfattende program kaldet 'Commercial Lunar Payload Services', eller 'CLPS'.
CLPS begyndte i 2018 med ni kontrakter med private firmaer, og det er efterhånden vokset til, at der nu er mindst 14 projekter undervejs og et budget frem til 2028 på 2,6 milliarder dollars.
Der er store projekter og små projekter. Mange sonder skal til sydpolen, andre til Månens bagside eller steder på Månen, hvor astronauter næppe selv vil komme i en overskuelig tid.
Der er også planlagt to små satellitter, der skal bruges til kommunikation og dataoverførsel.
Fra Scott og Amundsen til Månens sydpol
Men tilbage til kapløbet om at nå Jordens sydpol, og hvorfor det kan minde lidt om det nutidige kapløb.
Da Scott og Amundsen satte kursen mod Sydpolen for 112 år siden, blev det ikke begyndelsen til ’at erobre et nyt kontinent’.
Alle mineraler på Antarktis ligger godt gemt under et kilometertykt lag af is, så man kan hverken bo eller udnytte området kommercielt.
Så selv i dag består vores tilstedeværelse på Sydpolen blot af nogle videnskabelige baser.
Den mest kendte er Amundsen–Scott-basen på selve Sydpolen, men der omkring 30 store og små baser forskellige steder på det isdækkede kontinent.
Når det er sommer, er der på hele Antarktis kun omkring 4.000 og ved vintertid kun omkring 1.000 mennesker – alle helt afhængige af forsyninger udefra.
På Antarktis har naturen vundet, og spørgsmålet er, om det samme vil ske på Månen, så vi også her blot ender med nogle få videnskabelige baser. For mennesker er Månen et meget vanskeligere sted at bo end selv Antarktis.
Spørgsmålet er, om Månen byder på så værdifulde mineraler, at der er basis for andet end nogle få mindre videnskabelige baser. Det spørgsmål er langt fra afklaret.
Den berømte ’Outer Space Treaty’ fra 1967 siger, at intet land kan eje Månen, men en senere traktat om, at man heller ikke kan eje resurser udvundet på Månen, er ikke underskrevet af hverken USA, Kina eller Rusland.
Men det betyder ikke, at der nu vil opstå et måske konfliktfyldt kapløb om at udvinde is og mineraler fra Månen, for vi ved slet ikke, om det overhovedet er økonomisk rentabelt.
At udnytte Månen industrielt vil både kræve en så omfattende udforskning, at den kun kan gennemføres med robotter. Og dertil kommer en stor infrastruktur, som det vil tage mange år og mange penge at skabe.
Så vi skal nok nogle årtier frem, før vi skal tage stilling til rettigheder for minedrift.
Indtil videre må vi nøjes med baser – men der kan vise sig en stor forskel, når vi vil sammenligne med Antarktis. For med den udvikling, der er i robotteknik og kunstig intelligens, kan det da godt være, at ’befolkningen’ på Månen i højere grad kommer til at bestå af autonome robotter end af mennesker.
