November måned har et lidt blakket ry - bare tænk på Henrik Nordbrandts kendte digt ’november, november, november’ om denne lange, mørke efterårsmåned, der synes at strække sig i det uendelige.
Anderledes sjovt er det dog for dem, der følger med på stjernehimlen.
Med en sol, der nu går ned allerede omkring 1630 ved novembers begyndelse og kort før klokken 16 sidst på måneden, får vi til gengæld nogle lange, mørke nætter, hvor der er god tid til at gå på opdagelse på stjernehimlen.
Og der er nok at tage fat på. Vi kan fortsat følge de fire klare planeter Jupiter, Saturn, Mars og Venus, ligesom det også vil være muligt at få øje på Merkur.
En beskeden stjerneskudssværm Leoniderne føjer sig ligeledes til månedens begivenheder.
Og så kunne man en klar aften give sig selv en udfordring: Med lidt tålmodighed er det muligt at få øje på det absolut fjerneste objekt, man kan se med det blotte øje, nemlig Andromeda-galaksen.
\ Serien Kig op!
'Kig op!' giver dig hver måned en oversigt over de vigtigste begivenheder på himlen og i rummet.
Nogle af disse begivenheder vil blive uddybet i selvstændige artikler, som bringes i løbet af måneden.
Et smalt månesejl møder Jupiter og Saturn
Jupiter og Saturn fortsætter deres parløb på sydhimlen. Dog går begge planeter tidligt ned – så det er en god idé at holde øje med dem omkring klokken 17-19, når mørket har sænket sig.
19. november kan man få et smukt syn, når Månen passerer tæt forbi de to planeter. Det er få dage efter nymåne, så det er et smalt månesejl, der møder Jupiter og Saturn.
Hvis man nu tager kikkerten med, er der mere at opleve. Selv i en mindre kikkert kan man ane skybælterne hen over Jupiter. Og man kan følge Jupiters fire store måner, Io og Europa, Ganymedes og Callisto, der blev opdaget af Galilei allerede i 1610.
Også Saturn har noget at byde på. Jupiter og Saturn er omtrent lige store, men da Saturn er dobbelt så langt borte som Jupiter, så ses den på himlen med halvt så stor skive som Jupiter.
Til gengæld kan man nå at opleve Saturns imponerende system af ringe. Lige nu ser vi ringene med en hældning på omkring 22o, men det varer ikke ved. Allerede om få år ser vi ringene fra kanten.
Mars og Venus er svære at misse
Mars står hele måneden op midt på eftermiddagen, så den kan følges på himlen lige fra mørkets frembrud i sydøst og frem gennem natten, til den går ned i vest sidst hen mod morgenen. Mars er stadig ikke langt fra den store Pegasus-firkant.
Onsdag 25. november kommer Månen forbi. Omkring klokken 21 er der fin udsigt til Mars og Månen, der nu er i 1. kvarter og bare fem dage fra fuldmåne.
Venus og Merkur er begge på morgenhimlen i øst. Den klare Venus er ikke til at tage fejl af. Merkur er mindre og derfor svagere på himlen. Desuden er den tættere på Solen, og den vil derfor være at finde tæt på horisonten kort før solopgang. Så det er en lidt større udfordring at få øje på Merkur.
Der er dog et par datoer, der er værd at bemærke:
- På den tidlige morgenhimmel i sydøst før solopgang 12.-14. november kan man opleve Venus og Merkur sammen med et smalt månesejl. Og mellem Venus og Merkur ses den klare stjerne Spica i Jomfruen.
- 12. november er månesejlet over Venus, 13. november mellem Venus og Merkur.
- Og 14. november, som er kun en dag fra nymåne, er månesejlet under begge planeter og nærmest horisonten.
Stjerneskudssværm det meste af november
Leoniderne er en stjerneskudssværm, der udgår fra stjernebilledet Løven - lidt nord for den klareste stjerne Regulus i Løven.
Der kan i princippet opleves stjerneskud det meste af måneden fra 6.-30. november.
Flest skulle der dog være sidst på natten 17. november. Man skal nu ikke forvente flere end op til 15 stjerneskud i timen. Til gengæld kan man være så heldig, at enkelte stjerneskud ender i flere sekunder lange spor på himlen.
Leoniderne stammer fra kometen Temple-Tuttle, og stjerneskudene møder os, når Jorden passerer Temple Tuttles bane.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
Det fjerneste objekt, man kan se med det blotte øje
Andromeda-galaksen, der befinder sig godt 2,5 millioner lysår borte, er vores nærmeste nabogalakse. Den er en flot spiralgalakse med en udstrækning på 220.000 lysår og er dermed en del større end vores Mælkevej.
\ Læs mere
Selvom Andromeda-galaksen er langt borte, er den så stor, at det lige præcis er muligt at se den med det blotte øje. Den ses som en lille, oval tåge i stjernebilledet Andromeda. Bedste chance er, når natten er helt mørk, og himlen er stjerneklar.
Og så er det godt at vide præcis, hvor man skal lede: Begynd med at finde Cassiopeias W (dobbelt W) højt på himlen ikke langt fra Polarstjernen.
Lidt under Cassiopeia ligger stjernebilledet Andromeda, som måske bedst kan kendes på, at stjernebilledet går lige over i den store Pegasusfirkant. Således tilhører den øverste stjerne til venstre i firkanten i virkeligheden Andromeda-stjernebilledet.
Selve Andromedagalaksen befinder sig i udkanten af stjernebilledet - i retning op mod Cassiopeia.
Adromeda-galaksen var med til at gøre universet større
For 100 år siden omkring 1920 mente de fleste astronomer, at Mælkevejen var selve universet.
Man kunne jo godt observere en mængde tåger - endda også spiraltåger. Men da man ikke havde gode metoder til at bestemme afstande i rummet, gik man ud fra, at der var tale om objekter, der tilhørte Mælkevejen.
I løbet af 1920'erne blev der udviklet metoder til at bestemme afstanden til fjerne objekter. En af de meget vigtige metoder var Cephide-metoden, der blev grundlagt af Henrietta Leavitt fra Pickerings harem. Du kan læse om hende i artiklen Kvinderne fra 'Pickerings Harem' træder ud af anonymiteten.
Den kendte astronom Edwin Hubble besluttede sig nu for at benytte Cepheide-metoden til at bestemme afstanden til Andromeda-tågen, som den dengang kaldtes. Det skete fra det nyopførte Mt. Wilson Observatorium i Californien.
Hubble målte i 1924 afstanden til 1,3 millioner lysår, og hermed blev det helt klart, at Andromeda lå langt udenfor Mælkevejen - og endnu vigtigere, at selve universet også var langt større end Mælkevejen.
En af de største astronomiske nyheder nogensinde
Hubble banede vejen, men 20 år senere fik historien et efterspil. Den lige så kendte astronom, Walter Baade, opdagede en systematisk fejl i Cepheide-metoden.
Baade blev klar over, at der er to typer Cephide-stjerner, og at Hubble havde blandet de to typer sammen i sin afstandsbestemmelse.
Baades opdagelse førte til en fordobling af afstanden til vores nabogalakse og alle andre fjerne tåger og galakser. Andromeda-galaksen befinder sig dermed 2,5 millioner lysår borte.
Walter Baade fortalte om sin opdagelse af fejlen i afstandsbestemmelsen på en kongres i Rom i 1952, hvor endda Pave Pius XII deltog.
Sjældent har en astronomisk nyhed vakt større genklang på kongressen og i pressen.
Med et slag var var universet blevet dobbelt så stort, idet alle afstande var fordoblet.
Dertil kom, at Edwin Hubble med sine observationer tillige havde vist, at universet udvider sig.
