I den kommende måned kan man med en beskeden stjernekikkert spotte Uranus og bevidne flere stjerneskudssværme. Og så er der nyt op vores solsystems gaskæmper, Jupiter og Saturn.
November er den sidste efterårsmåned, selvom vi først i den seneste tid har mærket et efterårsvejr med regn og blæst.
September var nærmest en sensommermåned, og oktober har budt på både solskinsdage og klare nætter.
Trods skiftende vejr kan vi jo stadig håbe på nogle klare og mørke novembernætter, for stjernehimlen byder på flere oplevelser her i november.
Ved månedens begyndelse er dagens længde 9 timer og 12 minutter, og den aftager i månedens løb med 1 time og 46 minutter.
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I mere end 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
I november kan vi se frem til både planeter og et par stjerneskudssværme.
Og vi skal heller ikke snydes for ISS - Den Internationale Rumstation, som mange af os følger med en særlig interesse i disse måneder, fordi vi samtidig får hilst på Andreas Mogensen, når ISS ’sejler’ forbi os på himlen i syd.
Det skulle være muligt at opleve ISS i begyndelsen af måneden, fra 1. til 5. november, og igen fra 18. til 30. november.
Da passage-tiderne hyppigt ændres, når ISS justerer sin bane, er det nødvenligt selv at følge de aktuelle tidspunkter. Det kan man gøre på via NASA's Spot the Station, og ellers kan man åbne denne artikel: Guide: Sådan kan du se ISS med Andreas Mogensen med det blotte øje, som løbende opdateres med de aktuelle tidspunkter.
Venus er morgenstjerne. Den står op lidt efter kl. 2 i begyndelsen af måneden og lidt efter kl. 3 sidst i november, og den er på himlen til ud på eftermiddagen. Det er altså bedst at holde øje med Venus sidst på natten og i de tidlige morgentimer inden solopgang.
Mars følger med Solens opgang og nedgang. Den er på daghimlen i hele måneden - så vi må vente lidt med at studere den røde planet.
Jupiter står op ud på eftermiddagen og kan følges på nattehimlen, ind til den går ned omkring solopgang i begyndelsen af november og allerede lidt før kl. 6 sidst på måneden.
Også Saturn står op om eftermiddagen, og den går ned lidt efter midnat i begyndelsen af november og omkring kl. 23 hen mod slutningen af måneden.
Uranus er også på nattehimlen - den kan følges med en god amatørkikkert. Især er den lettere at finde, når den står tæt på Månen, en klar stjerne eller en planet.
Det er nymåne 13. november og fuldmåne 27. november, og undervejs møder Månen både planeter og klare stjerner.
3. november omkring kl. 22 finder vi Månen tæt på de to stjerner Castor og Pollux i stjernebilledet Tvillingerne på himlen i nordøst-øst.
9.-10. november er Månen tæt på Venus på den tidlige morgenhimmel i sydøst omkring kl. 5-6.
20. november er det Saturns tur. Fra mørkets frembrud omkring kl 17.30 og frem gennem aftenen kan man følge Saturn og Månen tæt på hinanden på himlen i syd.
25. november er Månen tæt på Jupiter, og det er muligt at følge de to fra mørkets frembrud omkring kl. 18 og frem gennem aftenen på himlen i sydøst. Tæt på de to og nærmest Månen er også Uranus på himlen. Uranus er jo lige på grænsen til at kunne ses med det det blotte øje, men det er som nævnt bedst at bruge en amatørkikkert til at søge efter planeten.
2.-3. november er Jupiter i opposition til Solen, og det betyder, at Solen, Jorden og Jupiter står på linje, og at Jupiter samtidig er nærmest Jorden og dermed lyser klarest.
Det er derfor en god idé at holde øje med Jupiter - gerne gennem kikkerten, for så kan man jo også følge Jupiters fire store måner, Ganymedes, Callisto, Io og Europa.
Under oppositionen vil månerne og deres skygger passere tæt forbi eller henover Jupiter. Med lidt held skulle det være muligt at få øje på både månerne og deres skygger på Jupiterfladen.
Jupiter kan som nævnt følges fra mørkets frembrud og resten af natten. Den står i stjernebilledet Tyren, ikke langt fra stjernehoben Plejaderne - også kaldet Syvstjernen.
Nær Syvstjernen og lidt under Jupiter har vi Uranus. Også Uranus vil komme i opposition til Solen. Det sker 13. november - kun 10 dage efter Jupiter. Så her vil også Uranus være tættest på Jorden. Afstanden er da 18,6 AE mod middelafstanden på 19,2 AE (1 AE er Jordens middelafstand til Solen på knap 150 millioner kilometer).
Meteorsværmen De Nordlige Taurider, som begyndte midt i oktober, er stadig på himlen. De når deres maksimum 12.-13. november, og derefter varer de ved en uges tid ind i december. Det er dog en beskeden sværm, der kun kaster ganske få stjerneskud af sig.
Da vi er tæt på nymåne, er himlen dog gunstig til at kigge efter stjerneskud. Det formodes, at Tauriderne stammer fra en lille asteroide med betegnelsen 2004 TG10, som måske er et brudstykke af kometen Encke.
Asteroiden 2004 TG10 tilhører i øvrigt den gruppe af jordnære asteroider, som vi skal holde godt øje med på grund af faren for en kollision med Jorden.
Radianten for de Nordlige Taurider befinder sig, som navnet antyder, i stjernebilledet Tyren ikke langt fra Aldebaran - Tyrens røde øje.
Meteorsværmen Leoniderne kan opleves i perioden 6.-30. november med maksimum 17.-18. november, hvor Jorden krydser resterne fra halen af kometen Tempel-Tuttle. Det bedste tidspunkt til at se stjerneskud er omkring midnat, hvor vi dog kun kan vente få stjerneskud i timen.
Til gengæld kan meteorerne - hvis man er heldig - fare hen over himlen med stor hast og efterlade sig lysende spor.
Radianten (det sted, hvor stjerneskuddene ser ud til at komme fra) finder vi lavt på himlen i øst nær Regulus, der er den klareste stjerne i stjernebilledet Løven.
Leoniderne har dog haft en langt mere glorværdig fortid, hvor der i årene 1999, 2001 og 2002 blev talt op mod 3.000 meteorer i timen. Siden har Leoniderne gradvist mistet pusten.
Højt på himlen i nord nær zenit (lodret over hovedet) finder vi Cassiopeia, hvis klareste stjerner danner et W på himlen.
Det var netop i Cassiopeia, at Tycho Brahe opdagede en supernova i 1572. Han kunne naturligvis ikke vide, at han havde set en stjerne ende sine dage i en supernova-eksplosion. Han måtte blot undre sig over, at han havde opdaget en ny stjerne, en 'Stella Nova', dukke op på himlen.
Lidt over og vest for Cassiopeia finder vi Andromeda med Andromedatågen, som er den nærmeste større nabogalakse til Mælkevejen.
Nærved og lidt øst for Cassiopeia er det let at få øje på den klare stjerne Capella i stjernebilledet Auriga -på dansk Kusken. Måske er det også muligt at se et par småstjerner lige over Capella. De kaldes ’the kids’. De er nemlig Capellas 'unger'; Capella er en ged, og 'the kids' er altså de små gedekid.
Men først og fremmest er Capella en stjerne - endda en flerdobbelt stjerne med mindst 6 medlemmer. De største er Capella Aa og Ab, der er to gule kæmpestjerner langt større end Solen. De øvrige stjerner i Capella-systemet er langt mindre.
Midt på den nordlige himmel finder vi Lille Bjørn med Polarstjernen, og lidt længere nede på himlen i retning øst har vi Store Bjørn med Karlsvognen.
Nu begynder vinterhimlens stjernebilleder gradvist at indfinde sig på himlen i syd.
Således er er Orion, som vi har glæde af hele vinteren, nu ved at dukke op lavt på himlen i sydøst. I retning vest for Orion følger stjernebilledet Tyren med den klare stjerne Aldebaran, Tyrens røde øje, og de to klare stjernehobe Hyaderne - nær Aldebaran - og Plejaderne - også kaldet Syvstjernen.
Vest for Tyren kommer vi ind i Aries, på dansk Vædderen, hvor vi for tiden har både Jupiter og Uranus. Saturn står for tiden i stjernebilledet Aquarius, på dansk Vandmanden, der ses lavt på himlen i sydøst.
Lidt højere på himlen er der udsigt til Pegasus-firkanten og resten af stjernebilledet Pegasus lidt længere mod vest.
Efter at have kredset om Saturn i 13 år fra 2004 til 2017 blev rumsonden Cassini sendt på sin sidste rejse ned mod Saturns tætte atmosfære, hvor den brændte op.
Det gjorde man for at beskytte Saturns omgivelser, da der muligvis kan findes biosignaturer (spor efter liv) på et par af Saturns måner.
På sin sidste tur sendte Cassini målinger tilbage, så længe den kunne i forhold til tryk og temperatur. Det gjorde det muligt for astronomerne at gå i gang med at opbygge en model for forholdene dybt nede i Saturns indre.
Ganske imponerende er det, at det lykkedes Cassini at sende målinger tilbage fra områder, der rakte omkring 10.000 kilometer ned i dybet af Saturns indre.
Vi lærte på den måde, at atmosfæren er meget energirig, og at vindene i Saturns indre når større dybder end på Jupiter.
Forskerne var herefter i stand til at opbygge en model af kerneområdet i det indre af Saturn. Selve kernen er massiv – måske op til 20 gange Jordens kerne og opbygget af tunge grundstoffer.
Målingerne antyder dog, at Saturns kerne ikke er så tæt og kompakt som Jordens kerne. Ifølge målingerne ser det ud, som om kernen snarere er diffus med tunge grundstoffer i de dybeste områder, der gradvist går over i et mix af tunge og lette grundstoffer som brint og helium.
Disse resultater om Saturns indre struktur minder ikke så lidt om, hvad rumsonden Juno har fundet ud af om Jupiters indre kerne. Også Jupiters indre kerneområde ser ud til at være diffust med en blanding af tunge og lette stoffer sådan lidt spredt i det indre af Jupiter.
Alt peger altså på, at kerneområderne i vores to gaskæmper ikke har megen lighed med Jordens solide kerne, der består af en ydre og indre fast og kompakt kerne af jern og andre tunge metaller.
Disse første studier peger sandsynligvis på en helt principiel forskel i opbygningen af de store gasplaneter og klippeplaneter som Jorden og Venus.
Konklusionen må være, at vi endnu har meget at lære om gaskæmperne.
James Webb-teleskopet har fundet CO2 på Jupiters isdækkede måne Europa.
Analyse af målingerne tyder på, at dette kulstof sandsynligvis stammer fra havet under den isdækkede overflade og ikke blev leveret af meteoritter eller andre eksterne kilder.
Da CO2 ikke er stabilt på Europas overflade på grund af den stærke stråling, må det være kommet op til overfladen inden for - geologisk set - kort tid.
Europa er kendt som Jupiters ismåne, fordi hele overfladen er dækket af et tykt lag is.
Der er kun få nedslagskratere på Europa, hvilket viser, at der er en vis geologisk aktivitet, der sletter sporene efter et nedslag.
Målinger af især magnetfeltet viser, at der under is-overfladen må være et ocean, der efter nogle beregninger er mindst 100 kilometer dybt.
Der er mange revner og spækker i isen, hvilket tyder på, at is-overfladen har været brudt op, så vand fra oceanet kortvarigt har været udsat for rummets kulde – men så er det hele hurtigt frosset til igen.
Jupiters måne Europa er en blandt en håndfuld verdener i vores solsystem, der potentielt kan rumme forhold, som kunne være passende for liv.
Tidligere forskning har vist, at der under den isdækkede overflade ligger et salt hav af flydende vand. Imidlertid havde planetforskere ikke bekræftet, om dette hav indeholdt de kemikalier, der er nødvendige for liv, især kulstof – og det er netop det, der gør opdagelsen fra James Webb så betydningsfuld.
To af de forskere, der står bag opdagelsen, har givet hver deres kommentar om opdagelsens betydning for at finde liv i havet på Europa.
Først Geronimo Villanueva fra NASA's Goddard Space Flight Center:
»På Jorden værdsætter livet en kemisk mangfoldighed - jo mere mangfoldighed, jo bedre. Vi er kulstofbaseret liv. At forstå kemien i Europas ocean vil hjælpe os med at afgøre, om det er fjendtligt over for livet, som vi kender det, eller om det kan være et godt sted for livet,« siger han ifølge Sci News.
Samantha Trumbo fra Cornell University supplerer med denne kommentar:
»Vi tror nu, at vi har observationsbeviser for, at det kulstof, vi ser på Europas overflade, kom fra havet. Det er ikke en triviel ting. Kulstof er et biologisk essentielt element.«
Således klogere.
