November er den sidste efterårsmåned, hvor dagens længde 1. november er 9 timer og 10 minutter.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I mere end 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
Ved novembers slutning er dagen aftaget med 1 time og 45 minutter til bare 7 timer og 25 minutter.
Det giver jo nogle tilsvarende lange nætter til at nyde stjernehimlen, hvis vejret ellers tillader det. November byder stadig på planeter og også et par mindre stjerneskudssværme.
Den Internationale Rumstation, ISS, er på himlen fra 1. til 6. november, hvor den dog passerer himlen meget tidligt om morgenen,
Den dukker op igen 20. november og kan ses måneden ud, hvor vi kan følge den på mere bekvemme tidspunkter på den tidlige aftenhimmel.
En oplagt dag kunne være 26. november mellem klokken 18.34 og 18.37 med en maksimal højde på 42 grader over horisonten på himlen i sydvest.
ISS forsvinder et stykke over Saturn, der står lavt i horisonten. Lidt længere mod øst finder vi Jupiter.
Et andet bud er 29. november mellem klokken 17.44 og 17.49, hvor rumstationen bevæger sig fra sydvest mod sydøst med en maksimal højde på 43 grader over horisonten.
Under banen for ISS er der denne tidlige aften også udsigt til både Jupiter og Saturn - og endda Månen ganske tæt på Saturn.
Du kan holde øje med ISS' rute og finde eventuelle aktuelle opdateringer på hjemmesiden Heavens Above.
Hvis man nu er ude for at følge rumstationen hen over himlen, kan man passende tænke på, at lige nu er den russiske kosmonaut Anna Kikina som den første russiske kvinde ombord på ISS.
Hun er også den eneste kvinde i det russiske kosmonautkorps.
Det er sådan set ganske karakteristisk for russerne, der gennem årene kun har haft ganske få kvinder i rummet - modsat amerikanerne.
Rumalderen blev ellers indledet med meget hurtigt at opsende den første kvinde i rummet, Valentina Teresjkova, i juni 1963. Det var under Sovjetunionens daværende leder, Nikita Khrushchev, der ville vise, at også kvinder kunne klare en rumflyvning.
Månen og planeterne
Vi kan stadig følge Jupiter, Saturn og Mars på aften- og nattehimlen i syd, mens Venus og Merkur endnu står tæt på Solen på himlen og derfor ikke lette er at få øje på.
Det er fuldmåne 8. november og nymåne 23. november, og vanen tro passerer Månen forbi både planeter og stjerner i månedens løb.
Vi begynder allerede 1. november omkring klokken 20, hvor den tiltagende måne står lige under Saturn på himlen i syd-sydvest, mens Jupiter ses lidt højere på himlen i retning sydøst.
2.-3. november bevæger Månen sig gradvist over mod Jupiter, og 4. november ses Månen lige under Jupiter.
10.-11. november møder Månen den røde planet Mars på himlen i øst, bedst fra klokken 20 og frem gennem natten. Ikke langt derfra ses den klare stjerne Aldebaran, Tyrens røde øje, og højere oppe på himlen den klare stjerne Capella i Kusken.
14. november omkring midnat finder vi Månen lige under de to klare stjerner Castor og Pollux i Tvillingerne et stykke oppe på himlen i øst.
21. november møder Månen stjernen Spica i Jomfruen i de tidlige morgentimer omkring klokken 6 på himlen i sydøst. Lidt højere på himlen i retning mod øst ses den klare stjerne Arcturus i stjernebilledet Bootes.
Vi slutter 29. november på den tidlige aftenhimmel fra klokken 17 og frem, hvor Månen nu har nået Saturn på himlen i syd-sydvest. Jupiter ses lidt højere på himlen i sydøst.
Mars og Jupiter er tilsyneladende kommet bagud for Jorden
Her i november bevæger både Mars og Jupiter sig i det, der kaldes retrograd - altså baglæns bevægelse.
Det betyder, at de på himlen ser ud til at komme bagud i forhold til Jorden.
Det er dog kun tilsyneladende.
De ydre planeter, som Mars og Jupiter, bevæger sig i større baner og med lavere hastighed end Jorden.
Således er banehastigheden for Jupiter godt 13 kilometer i sekundet og for Mars godt 24 kilometer i sekundet.
Jorden bevæger sig imidlertid rundt om Solen med en fart på næsten 30 kilometer i sekundet.
Det betyder, at Jorden undertiden kommer til at overhale de ydre planeter i deres bevægelse om Solen.
Det er netop tilfældet her i november, hvor Jorden er kommet forud for både Mars og Jupiter.
For Jupiters vedkommende slutter dette dog 26. november, hvorefter Jupiter vil bevæge sig i prograd - også bare kaldet direkte bevægelse - og følges med Jorden i en periode.
Stjernehimlen i nord
Har man blikket rettet mod nord nogen tid efter mørkets frembrud, kan man på en klar aften følge Mælkevejen som en stor bue hen over himlen.
Vi kan begynde i vest nær den klare stjerne Vega i Lyren og fortsætte opad på himlen gennem stjernebilledet Svanen med den klare stjerne Deneb.
Højere oppe på himlen, nær zenit, ses Mælkevejen på baggrund af Cassiopeia.
Herefter fortsætter Mælkevejsbåndet mod øst gennem stjernebilledet Auriga - på dansk Kusken - med den klare stjerne Capella, hvor man måske samtidig kan få øje på Mars, og videre ned mod horisonten i øst gennem stjernebilledet Lille Hund med den klare stjerne Prokyon.
På himlen i nord er der også fin udsigt til Lille Bjørn med Polarstjernen et stykke oppe på himlen og lidt herfra i retning øst finder vi Store Bjørn med Karlsvognen lavt på himlen.
Stjernehimlen i syd
Her er Orion, som vi har glæde af hele vinteren, nu ved at dukke op på himlen i sydøst.
Lidt vest for Orion følger stjernebilledet Tyren med den klare stjerne Aldebaran, Tyrens røde øje, og de to klare stjernehobe Hyaderne nær Aldebaran og Plejaderne - også kalder Syvstjernen. Også Mars står for tiden i Tyren.
Omtrent midt på himlen er der udsigt til Pegasus-firkanten - med Andromeda lige ovenover.
Jupiter står for tiden i stjernebilledet Cetus lidt under Pegasus-firkanten, mens Saturn kan ses længere nede på himlen i sydvest.
Første gang man lyttede efter signaler fra rummet, valgte man de to stjerner Epsilon Eridani og Tau Ceti
Stjernebillederne Cetus (Hvalfisken) og det nærliggende Eridanus (Floden) har deres egen historie at fortælle.
Det var nemlig to stjerner fra disse stjernebilleder, der blev valgt, da man for første gang forsøgte at lytte efter signaler fra fremmede civilisationer i rummet.
Det var den senere så berømte radioastronom Frank Drake, der for nylig døde 92 år gammel, som i 1960 som ganske ung tog dette skridt.
Han havde netop fået ansættelse ved det nyopførte radioteleskop på Green Bank i West Virginia.
Ved siden af sit videnskabelige arbejde havde han nu søgt og fået tilladelse til et mindre projekt, der tillod ham at lytte efter signaler fra rummet i en kort periode på fire måneder fra april til juli i 1960.
Drake havde også nøje valgt, hvor i radioområdet han ville lytte, nemlig ved frekvensen 1420 megahertz (MHz), der svarer til bølgelængden 21 centimeter.
Det er netop frekvensen for neutral brint, som, man måtte formode, var kendt at enhver intelligent civilisation.
Hans plan var at lytte efter signaler fra to stjerner i vores nabolag, der mindede om Solen.
De udvalgte stjerner var Tau Ceti i stjernebilledet Cetus og Epsilon Eridani i stjernebilledet Eridanus. Begge stjerner er med afstande på godt 11 lysår ikke langt borte.
Allerede 8 .april, kort efter at Drake var begyndt at lytte efter signaler, skete der noget uventet.
Drake havde teleskopet rettet mod Epsilon Eridani, da han pludselig modtog et signal, som forsvandt, når han rettede teleskopet bort fra stjernen.
Drake nåede lige at tænke: ’Kan det virkelig være så nemt?’ Men det kunne det nu heller ikke.
Signalet viste sig at stamme fra en jordisk kilde i form af et højtgående militærfly. Resten forløb i stilhed, men idéen om at lytte efter signaler fra rummet var kommet for at blive.
I dag ved vi, at Tau Ceti har fem planeter omkring sig med masser omkring to til seks gange Jordens masse, mens der omkring Epsilon Eridani muligvis er fundet en enkelt gaskæmpe lidt større end Jupiter.
Novembers stjerneskud
De Nordlige Taurider, som begyndte midt i oktober, er stadig på himlen og når deres maksimum 12.-13. november, og derefter varer de ved en uges tid ind i december.
Det er dog en beskeden sværm, der kun kaster ganske få stjerneskud af sig.
Det formodes, at Tauriderne stammer fra en lille asteroide med betegnelsen 2004 TG10, som måske er et brudstykke af kometen Encke.
Radianten for de Nordlige Taurider befinder sig - som navnet antyder - i stjernebilledet Tyren nær Aldebaran - Tyrens røde øje.
I samme område på himlen ses også Mars for tiden.
Leoniderne kan opleves i perioden 6. til 30. november med maksimum 17.-18. november.
Det bliver bedst omkring midnat, hvor vi dog ikke må vente flere stjerneskud end omkring 15 i timen, der til gengæld ofte kan fare hen over himlen med stor hast og efterlade sig lysende spor.
Radianten finder vi lavt på himlen i øst nær Regulus, der er den klareste stjerne i stjernebilledet Løven.
Leoniderne har dog haft en langt mere glorværdig fortid, hvor der i årene 1999, 2001 og 2002 blev talt op mod 3.000 meteorer i timen. Leoniderne har sandelig mistet pusten.
