I Marts måned er der hverken stjerneskudssværme eller kometer på himlen.
Til gengæld kan vi glæde os over, at vi nu går ind i den første forårsmåned, hvor vi både passerer jævndøgn og går over til sommertid.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
Vi skal dog lidt tidligere op om morgenen og lidt senere ud om aftenen, hvis vi vil nyde stjernehimlen.
Jævndøgn og sommertid
Vi har jævndøgn 20. marts, hvor Solen passerer himlens ækvator, og nat og dag er omtrent lige lange i en kort periode.
Ved månedens slutning er dagens længde allerede omkring 13 timer.
27. marts går vi over til sommertid klokken 2 om natten, og urene skal stilles en time frem.
\ Læs mere
Månen og planeterne
Det er nymåne 2. marts, og fuldmåne 18. marts.
12. og 13. marts kan man på aftenhimlen i vest omkring klokken 22 opleve Månen tæt på den klare stjerne Pollux i Tvillingerne.
Og vi kan glæde os over hele tre planeter, Venus, Mars og Saturn, på den tidlige morgenhimmel inden solopgang. I begyndelsen af marts står Venus op tæt på klokken 5, mens Mars dukker op omkring klokken 6, og Saturn en halv times tid senere.
Ved månedens slutning er alle tre planeter lidt tidligere på den - men det er Solen jo også. Den er på himlen allerede tæt på klokken 6 – eller tæt på klokken 7, når vi er gået over til sommertid sidst i marts.
Men hvis man nu er tildigt på færde, skulle det være muligt at følge i hvert fald Venus og Mars det meste af marts måned.
Et godt bud på at se alle tre planeter - altså Venus, Mars og Saturn - kunne være omkring 13. til 15. marts, lidt efter klokken 6, lavt på himlen i sydøst.
Sidst i måneden, omkring 25. og 26. marts, lidt før klokken 6, slutter et smalt månesejl sig til de tre planeter, endnu engang lavt på himlen i sydøst.
Jupiter glimrer stort set med sit fravær på martshimlen. Det er, fordi den for tiden står tæt på Solen og derfor står op og går ned omtrent samtidig med Solen.
5. marts er Jupiter i konjunktion med Solen. Det betyder, at Jorden, Solen og Jupiter står på linje, og at Jupiter i sin bane befinder sig på den modsatte side af Solen i forhold til Jorden.
ISS er på himlen i marts
Den Internationale Rumstation kan opleves fra sidst på natten og på den tidlige morgenhimmel mellem 1. og 10. marts, og igen fra 18. til 31. marts - denne gang på aftenhimlen.
Et par bud er 6. marts klokken cirka 6.18-6.22 fra sydvest til sydøst, 10o – 18o over horisonten. Rumstationen forsvinder ind i Jordens skygge tæt på Venus og Mars på morgenhimlen.
Ellers kan du prøve lykken 20. marts, omtrent klokken 19.44 – 19.48, fra sydvest mod sydøst, 10o – 20o over horisonten, hvor ISS kommer ind på himlen lige under stjernebilledet Orion. Du kan selv følge med på denne hjemmeside.
Stjernehimlen i syd
På stjernehimlen i syd finder vi lidt oppe stjernebilledet Leo, eller på dansk Løven, med den klare stjerne Regulus.
Regulus ses på himlen tæt ved ekliptika, som er Jordens baneplan. Langs ekliptika finder vi også dyrekredsens stjernebilleder, som Løven jo også tilhører. Månen kommer forbi Regulus 15.-16. marts.
Orion er stadig på himlen i sydvest-vest, men den går ned gradvist tidligere i løbet af måneden. Omkring midnat sidst i marts er der ikke meget tilbage af Orion.
Stjernehimlen i nord
På stjernehimlen i nord finder vi lavt på himlen stjernebilledet Cepheus. Lidt over Cepheus ses Lille Bjørn med Polarstjernen, og længere oppe nær zenith har vi Store Bjørn med Karlsvognen.
Nederst i Cepheus er der en rød stjerne kaldet μ Cephei eller my Cephei. Den ser ikke ud af meget på himlen, men det er kun, fordi den er langt borte. I virkeligheden er μ Cephei en rød superkæmpe stjerne, der udsender over 100.000 gange mere lys end Solen, og i udstrækning er den mellem 1.000 og 2.000 gange større end Solen.
Alle tal er noget usikre - ikke mindst, fordi stjernen er omkring 10.000 lysår borte. Så meget er dog sikkert – μ Cephei er en rød superkæmpe, der er nær slutningen af sit liv, og inden længe - astronomisk set - vil den eksplodere som supernova. Hvis det sker, er der i hvert fald ingen tvivl om, hvor den befinder sig på himlen.
Dertil kommer, at μ Cephei er klareste medlem af en mindre åben stjernehob med en lille gruppe røde kæmpestjerner. Det drejer sig derfor om stjerner, der alle er tæt på slutningen af deres liv.
Hvornår kan vi mon vente den næste supernova?
Netop tanken om at opleve en supernova på himlen bringer os et par år tilbage til dengang, den klare røde kæmpestjerne Betelgeuse i Orion pludselig gjorde opmærksom på sig selv ved at opføre sig så mærkeligt, at man overvejede, om den mon var ved at eksplodere som supernova.
Det skete så ikke ved den lejlighed. I stedet var Betelgeuse midlertidigt blevet indhyllet i en støvsky, der skyggede for så meget for den, at Betelgeuse i en periode lyste meget mindre, end vi er vant til.
Støvskyen stammede endda fra stjernen selv og var en følge af et udbrud fra det indre af Betelgeuse. Sådanne udbrud fra stjernerne er ikke ualmindelige.
Det havde nu ellers være morsomt at få en ægte supernova på himlen på vore breddegrader, for det er vi bestemt ikke forvænte med.
De to seneste på vore himmelstrøg var Tycho Brahes berømte supernova fra 1572 i stjernebilledet Cassiopeia, og hans elev Johannes Keplers fra 1604 i stjernebilledet Ophiuchus - på dansk Slangebæreren.
To slags supernovaer
Et supernovaudbrud er slutfasen i nogle stjerners liv. Det er dog langtfra alle stjerner, der ender på denne måde.
Der er to typer af stjerner, der ender deres dage i en supernovaeksplosion.
Type 2 supernovaer
De meget tunge stjerner med masser på omtrent 8 til 25 solmasser arbejder hen mod en meget dramatisk slutning.
Hele deres liv har de gradvist opbygget stadigt tungere grundstoffer i deres indre. Det sker ved fusionsprocesser, hvor der udvikles energi, som udstråles fra stjernen.
Denne opbygning af grundstoffer kan foregå, lige indtil stjernen begynder at danne jern. Efter grundstoffet jern er det ikke muligt at udvinde energi ved fusion. Nu bliver alle videre processer energiforbrugende.
Stjernen reagerer derfor ved at trække sig sammen, og da der ikke udvikles ny energi, ender dette i et voldsomt kollaps af stjernens indre dele, der på brøkdele af et sekund styrter sammen og ender enten som en neutronstjerne eller et sort hul, mens de øverste lag af stjernen eksploderer og blæses ud i rummet med en fart på mange tusinde kilometer i sekundet.
Atmosfæren spreder sig derfor ud i rummet og får hurtigt en udstrækning som vores solsystem.
Dette er den klassiske type af supernovaer.
Type 1 supernovaer - også hvide dværge kan blive til supernovaer
Der er dog en anden type af stjerner, der også kan udvikle sig til supernovaer.
En type 1 supernova begynder som en hvid dværgstjerne, som er på størrelse med Jorden.
Til gengæld er massefylden høj – en teskefuld af stoffet fra stjernen har samme masse som en elefant. En hvid dværg er den sidste fase i udviklingen af en stjerne som Solen, og de allerfleste hvide dværge fortsætter blot deres liv med at afkøles uendelig langsomt.
Men blandt Mælkevejens mange stjerner er der en mængde dobbelte eller flerdobbelte stjernesystemer.
Lad os se på en dobbeltstjerne med en hvid dværg og en almindelig stjerne, som kredser tæt på hinanden.
Den hvide dværg, som trods sin ringe størrelse typisk har en masse omtrent som Solens, kan nu med sit stærke tyngdefelt suge stof til sig fra ledsagerstjernen.
Men der er en grænse for den hvide dværgs grådighed. Hvis den får suget så meget masse ud af naboen, at den kommer op over 1,44 solmasser, så vil den undergå et brat kollaps og ende sine dage i en supernovaeksplosion.
Denne meget præcise grænse på 1,44 solmasser, før det går galt for en hvid dværg, er udregnet af den indiske astrofysiker Subrahmanyan Chandrasekhar. Hans beregninger udløste en nobelpris i 1983.
Men et supernovaudbrud er en sjælden begivenhed.
Vores Mælkevej er i konstant udvikling: Nye stjerner dannes, udvikler sig og ender deres dage – nogle få af dem ved en supernovaeksplosion. Der er ikke tale om ret mange, men måske 5 til 10 per århundrede.
Mange af dem har vi dog ikke en chance for at opleve, fordi de er skjult bag tætte gas- og støvskyer.
Syv supernovaer har vist sig på himlen gennem historien
Blot syv gange i den nedskrevne histories tid har vi været så heldige at være vidner til et ægte supernovaudbrud.
Den ældste beretning er fra år 185, hvor kinesiske astronomer fortæller om en gæstestjerne, som pludselig viste sig på himlen, hvor den kunne følges i 8 måneder. Kineserne har beskrevet positionen så omhyggeligt, at det i dag er lykkedes at finde resterne af denne stjerneeksplosion.
\ Om serien 'Kig op'
'Kig op' er en serie, der i starten af hver måned zoomer ind på de vigtigste astronomiske begivenheder på himlen og ude i rummet.
Nogle af disse begivenheder vil blive uddybet i selvstændige artikler, som bringes i løbet af måneden
Følg også med i serien 'Rumfarten', der i starten af hver måned giver dig en oversigt over de vigtigste aktuelle rumfartsnyheder.
Her er de seneste artikler i serierne:
Det er med stor sandsynlighed supernovaresten med katalognummeret RCW 86, der ligger omkring 9.000 lysår borte, ikke langt fra stjernen Alfa Centauri på den sydlige himmel.
Supernovaresten menes at stamme fra en hvid dværg, der har suget masse til sig fra en nabostjerne.
Det er også de grundige kinesiske astronomer, der kommer med de næste to observationer af supernovaer.
Den ene fra år 393, der var lige så klar som Jupiter, og den anden fra år 1006, der meldes at være mindst 16 gange så klar som Venus, og som kunne ses på daghimlen og derfor også blev set mange steder på jordkloden.
Den berømte supernova fra 1054, der skabte Krabbetågen i Tyren
4. juli 1054 viste der sig igen en gæstestjerne, der til at begynde med lyste klarere end Månen og ganske langsomt klingede af over de næste to år.
Denne supernova viste sig i stjernebilledet Tyren, og den dag i dag kan vi følge sporene af eksplosionen i den berømte Krabbetåge.
Vi ved i dag, at denne supernova var afslutningen på en tung stjernes liv.
I centret af krabbetågen er der nemlig observeret en lille neutronstjerne. Mens den ydre del af stjernen oprindeligt er eksploderet som supernova, er den indre kerne kollapset til en neutronstjerne.
Den femte historiske beretning stammer fra japanske og kinesiske astronomer, der har observeret en Gæstestjerne på himlen i 1181 - mens Valdemar den Store sad på tronen i Danmark. I dag er denne supernova kendt under katalognummeret 3C58.
Både Tycho Brahe og Eleven Kepler har set en supernova
Det er egentlig utrolig heldigt, at det skulle overgå begge de to berømte astronomer Tycho Brahe og hans elev og efterfølger Johannes Kepler at opdage hver sin supernova.
Tycho Brahe var bare 26 år, da han i 1572 blev klar over, at stjernehimlen ikke var uforanderlig.
Den unge Tycho opholdt sig hos sin morbror Sten Bille på Herrevad kloster i Skåne, hvor han som sædvanlig holdt øje med stjernehimlen.
Her opdagede han så en nat, at der var dukket en ny stjerne op i Cassiopeia. Han fulgte stjernen så længe, det var muligt og skrev endda en bog, 'De Stella Nova’, om den nye stjerne og om sine observationer.
Tycho Brahe var jo den sidste store astronom, der observerede stjernehimlen uden kikkert.
Tychos gæstestjerne var en supernova, som vi i dag stadig kan se sporene af. Den befinder sig mellem 8.000 og 10.000 lysår borte.
De syv historiske beretninger slutter med Keplers supernova fra 1604, som han opdagede i stjernebilledet Ophiuchus - på dansk Slangebæreren. Kepler kunne følge supernovaen på himlen gennem det meste af et år.
Nogle vil måske lige savne et par ord om supernovaen SN 1987A, som ganske rigtigt er den sidste supernova efter Keplers, vi har set på himlen.
Den var dog ikke noget stort shownummer på himlen. Eksplosionen fandt sted i Den Store Magellanske Sky, som er en satellitgalakse til vores Mælkevej, og som kun kan ses på himlen langt mod syd. Supernovaen var omkring 168.000 lysår borte og kunne blot ses som en ikke særligt klar stjerne.
Kan vi håbe på en snarlig supernova på himlen?
Man kan vel sige, at statistisk set står vi for tur til oplevelsen.
Om de hvide dværge er det næsten umuligt at spå, da de er for svage til at kunne ses på himlen. Desuden er optakten til et supernovaudbrud for en hvid dværg en uforudsigelig overførsel af masse fra en nabostjerne til den hvide dværg.
Om de røde kæmpestjerner ved vi fra modelberegninger, at de er i den sidste fase af deres liv, hvor fusionsprocesserne går hurtigt frem mod slutningen.
Men hvor langt fremme mange af himlens synlige røde kæmper præcis er i deres udvikling, ved vi ikke. Det kan være fra tusinder af år til lige om lidt.
Så det optimistiske råd må være at holde øje med himlens klare røde kæmper som Betelgeuse i Orion, Aldebaran i Tyren eller måske spejde efter den åbne stjernehob NGC 7419 i Cepheus.
