Kig op i maj: Månen møder Mars, og stjernerne hober sig sammen

Så er det ved at være sidste chance for en mørk stjerneaften. Fra starten af maj og tre måneder frem kommer Solen ikke længere under horisonten end 18°, som er grænsen for det såkaldte ’astronomiske tusmørke’.

Bor du i Nordjylland, er det måske allerede for sent, for helt oppe i Skagen begyndte de lyse nætter allerede sidst i april. Er du falstring eller lollik, kan du til gengæld nyde mørket helt til 10. maj.

Stjerneskud er der ikke mange af i maj; den kraftigste sværm, Eta-Aquariderne, udspringer fra under horisonten og ses bedst kort inden solopgang i retning mod stjernebilledet Vandmanden. Skulle du være heldig at se et, kan du til gengæld sige, at du har set Halleys Komet, som ellers først besøger os igen i 2061 - for disse stjerneskud skyldes små stumper af denne berømte komet.

Månen møder Mars

De fleste af planeterne, som ellers prydede himmelhvælvingen i en sjælden parade i begyndelsen af året, ligger nu for tæt på Solen til at kunne ses.

Bortset fra Jupiter, som du lige kan nå at se lavt over horisonten efter solnedgang, er kun Mars tilbage. Den besøges til gengæld af halvmånen natten mellem 3. og 4. maj.

Nærmest står de to himmellegemer klokken tre om natten, men dette er lige før de går ned; jo tidligere på aftenen, jo højere står de på himlen.

Stjerner i hobetal

Som du kan se på billedet ovenfor, møder Mars ikke blot Månen i starten af maj, men også en såkaldt åben stjernehob ved navn Bikuben, også kendt som Praesepe (latin for krybbe) eller M44.

En åben stjernehob er gruppe af stjerner dannet omtrent samtidig af den samme gassky, og som stadig er bundet sammen af tyngdekraften. Bikuben, som ligger 5–600 lysår væk i stjernebilledet Krebsen, indeholder omkring 1.000 stjerner inden for en diameter på godt 30 lysår, dannet for omkring 600 mio. år siden.

De individuelle stjerner er for svage til at kunne ses med det blotte øje, men tilsammen kan Bikuben måske lige akkurat skimtes, hvis der er mørkt nok. I en almindelig håndkikkert træder de smukt frem, men måske er det bedst at vente, til Månen har passeret.

En anden type stjernehobe er såkaldte kuglehobe. Hvor åbne hobe kan indeholde relativt unge stjerner, er stjernerne i kuglehobe blandt universets ældste. Da de er dannet inden Mælkevejen havde nået at synke sammen til en skive, ligger de ikke sammen med galaksens andre stjerner, men er fordelt i en halo omkring os.

Mælkevejen indeholder omkring 150 kuglehobe med alt fra titusinder til millioner af stjerner. Fælles for disse objekter er, at de gennem milliarder af år langsomt har trukket sig sammen til en kompakt, kugleformet hob af rødlige stjerner.

Kugleformede, fordi det er det energimæssigt mest favorable, og rødlige fordi de er så gamle, at alle de største stjerner — som lyser blåligt og kraftigst, men opbruger deres brændstof hurtigst — er døde for længst.

Trods deres mange stjerner gør deres fjerne placering, at de fleste kuglehobe ikke kan ses med det blotte øje, og de fleste af dem, der kan, befinder sig desværre på den sydlige halvkugle. Men i en lille kikkert er de et rigtig fint syn!

En lille, 'fuzzy' kugle, som først får én til at tro, at man ikke har stillet skarpt.

Den klareste kuglehob i maj er Herkules-hoben, eller M13, i det store stjernebillede Herkules, som du finder højt på himlen mod øst (jo senere på måneden/aftenen du kigger, jo længere trækker den mod syd).

Herkules ligger mellem den klare stjerne Vega og den næsten ligeså klare men mere rødlige stjerne Arcturus, som du kan finde ved at fortsætte Karlsvognens stang i en bue mod horisonten, omtrent en Karlsvognslængde. Her ligger M13 på linje mellem stjernerne Eta Herculis og Zeta Herculis:

Hele området mellem Vega og Arcturus er karakteriseret af ikke at have nogle meget klare stjerner. Sidste juli proklamerede jeg ellers, at en stjerne ved navn T Corona Borealis ville blusse voldsomt op og blive lige så klar som Nordstjernen.

Jeg må med skam erkende, at min forudsigelse ikke holdt stik, men den skal nok komme en dag, og måske bliver det, når du står og kigger. Dens position er markeret med ✩ på kortet ovenfor.

Cirka 25° mod syd for Arcturus kan du finde en anden kuglehob, M53. Både M13 og M53 har i omegnen af en halv million stjerner, men M53 ligger næsten tre gange så langt væk som M13. Til gengæld er den mere kompakt, hvilket letter observationen, da dens lys er mere koncentreret.

Så tæt som stjernerne ligger, må det være ganske spektakulært at bo på en planet i en kuglehob.

Og måske også lidt nervepirrende, for nære møder mellem stjernesystemer er ikke sjældne her, og selv hvis man undgår et regulært sammenstød, er risikoen for at blive revet væk fra sin stjerne til stede.

Typisk ligger stjernerne 10 gange tættere ved hinanden i en kuglehob, end de gør her i vores nabolag, men sidder man i kuglehobens centrum, er tætheden af stjerner 100 eller 1.000 gange større.

Galaksejagt

Når du alligevel har fundet din kikkert frem, skulle du da være et skarn hvis du ikke lige prøvede at finde galaksen M87.

Mens jeg skriver disse linjer er det præcis seks år siden, at M87 steg til berømmelse, da Event Horizon Telescope-samarbejdet bekræftede de spændende nyheder, at man for første gange havde taget et vaskeægte billede af et vaskeægte sort hul.

Med 10 gange så mange stjerner som Mælkevejen er M87 noget af en monstergalakse, så selv om den ligger tusind gange så langt væk som M53, og dermed synes en million gange svagere, ser stjernerne nogenlunde lige klare ud herfra.

Og da M87 oven i købet er en 'død galakse', hvis stjernedannelse er stoppet for længst, er den ligesom kuglehobene lidt gulorange i det. Farverne kan dog ikke ses med det blotte øje, men kræver kamera med længere eksponeringstid.

Planeterne i maj

Som sagt er Mars den eneste planet, som er let at se i maj, idet den først går ned sent om natten.

Jupiter kan nok ses i starten af maj om aftenen ved solnedgang, men senere på måneden kommer den for tæt på Solen (og 24.–25. juni kommer den endda om bagved Solen).

Merkur kan du glemme alt om, men er du A-menneske, kan du måske spotte Venus lige inden solopgang, og sidst på måneden også Saturn.

Sol og måne i maj

I København går Solen 1. maj ned klokken 20:48 og står op 05:24 morgenen efter. Sidst på måneden skal vi vente på solnedgang til 20:40, og den står op allerede 4:33. Bornholm er cirka et kvarter foran, mens Vestjylland er et kvarter bagud i forhold til disse tider.

Men da breddegraden også betyder meget for antallet af soltimer, kan dette 'kompenseres for' ved at bo i Skagen, hvor solopgangen er cirka samtidig med København, selvom solnedgang er et kvarter senere.

Som stjernekigger er det derfor bedre at være syddansker på denne tid af året, da Solen står op ti minutter senere nede omkring Rødby.

Månen starter ud næsten ny, bliver halv 4. maj, fuld 12. maj, og igen halv 20. maj.

Næste nymåne er 27. maj kl. 05:02, hvilket betyder, at du er de sidste dage i maj vil kunne se månen som et tyndt sejl i timerne efter solnedgang.