Kig op i december: Se stjernernes temperatur med dine egne øjne

Så blev det vinter, og vinter betyder hej til mit absolut yndlingsstjernebillede: Orion.

Der er flere grunde til, at jeg er vild med Orion.

Selv om det langt fra er det største stjernebillede, har Orion mange prominente stjerner, som gør, at dette stjernebillede alligevel på imponerende vis dominerer vinterhimlen.

Orion er opkaldt den stærke jæger i græsk mytologi, søn af Medusas søster Euryale og havguden Poseidon, og stjernebilledet optræder i flere klassiske værker som for eksempel Homers Odysseen og Iliaden.

Men andre kulturer har også anerkendt stjernernes fremtræden og sidestillet konstellationen med stærke personligheder, eksempelvis den kosmiske danser Nataraja i hinduismen og jætten Ørvandel i nordisk mytologi.

Årets mørkeste måned er, om ikke andet, perfekt til stjernekiggeri.

Orion er decembers astro-højdepunkt for mig. Men du har også chancen for at se den galakse, Andromeda, der for næsten præcis 100 år rykkede ved vores forestilling om universets størrelse.

Orion som termometer

Her i december trasker Orion op på stjernehimlen i øst ved 18-19-tiden. Bor du i byen med begrænset udsyn, må du vente nogle timer, før den kommer højt op, men selv midt i København, hvor jeg bor, kan byens lys ikke hamle op med Orions klareste stjerner.

Og her kommer vi til en af mine yndlings-astro-facts, som jeg godt kan lide at fortælle til dem, der gider lytte:

Stjerner ser vi normalt som små, hvide prikker. I et billede med lang eksponeringstid kan man dog se, at de ikke alle er hvide. Nogle er blålige, andre gullige, og igen andre rødlige.

Men i Orion kan vi se farveforskellen med det blotte øje! Øverst til venstre ses den rødlige Betelgeuse som Orions skulder (eller armhule), og nederst til højre ses den blåhvide Rigel som hans knæ.

Disse farver skyldes stjernernes temperatur.

Jo varmere et objekt bliver – hvad end det er en stjerne eller et spyd i smedens esse – jo mere gløder det, og jo mere vil dets farve gå fra rødglødende, over orange/gult og til hvidglødende.

Bliver det rigtig varmt, vil det til sidst gløde blåt (så varmt bliver der dog ikke i smedjen).

Rigel er blålig, fordi den er tyve gange så tung som Solen, hvilket får den til at fyre sit brændstof af med enorm kraft: Den lyser over 100.000 gange kraftigere end Solen og er 12.000 grader varm.

Betelgeuse derimod er rødlig, fordi den er svulmet op og dermed kølet af til ’kun’ 3.600 grader i et forsøg på at udsætte sin uundgåelige skæbne – at eksplodere i en supernova inden for de næste 100.000 år.

Orion som stjernemoder

Langt de fleste lysprikker, som du kan se på stjernehimlen, er stjerner. Står du et mørkt nok sted, kan du dog også se andre objekter, som for eksempel kuglehobe, kompakte klumper af et stort antal meget gamle stjerner.

Orion gemmer på et andet spændende ikke-stjerne-objekt: Under hans bælte – som består af stjernerne Alnitak, Alnilam og Mintaka – hænger ’Orions Sværd’.

For det blotte øje ligner det en lodret række af 3-4 stjerner. Den klareste i midten er imidlertid ikke (bare) en stjerne. Kigger du godt efter, kan du se, at den er lidt diffus.

Dette område er nemlig en glødende tåge af gas – den såkaldte Oriontåge – som netop nu er i gang med at danne nye stjerner!

Orion som vejviser

Orion kan også guide dig til at finde andre spændende himmellegemer:

Forlænger du Orions Bælte en syv-otte bæltelængder ned mod venstre, finder du himlens klareste stjerne lige over horisonten: Sirius, også kaldet Hundestjernen, da den ligger i stjernebilledet Store Hund, opkaldt efter Orions jagthund.

Denne hund (som har lidt forskellige navne alt efter kilden) hjalp ham med at bekæmpe Tyren, hvis stjernebillede grænser op til Orion på hans højre side.

Forlænger du Bæltet cirka samme afstand som før, men op mod højre, finder du en anden meget klar og rød stjerne, Aldebaran, som udgør Tyrens øje.

Fortsætter du i denne retning, kommer du til Pleiaderne (også kaldt Syvstjernen, opkaldt efter de syv søstre, som Orion var lidt for interesseret i).

Fordi deres far, Atlas, havde travlt med at bære himmelhvælvingen på sine skuldre, ’hjalp’ Zeus ved at polymorfe dem først til duer og dernæst til stjerner, som han kastede op på himlen.

Pleiaderne er en ung stjernehob, der til forveksling ligner en lille mini-Karlsvogn.

Hvor mange af de i alt omkring 1.000 stjerner, du kan se, afhænger af, hvor mørkt det er. Har du adgang til et mindre teleskop, kan du måske se, at hoben er omgivet af en blålig tåge.

Den smukke farve skyldes, at stjernerne i øjeblikket passerer gennem et område med stjernestøv, som reflekterer stjernernes lys.

Støvpartikler spreder fortrinsvis det kortbølgede, blå lys, mens det langbølgede røde slipper lettere igennem. Samme mekanisme, omend med molekyler i stedet for støvkorn, er ansvarlig for, at vores himmel er blå.

Universet fylder 100 år

I starten af sidste århundrede debatterede videnskabsfolk, om vores galakse, Mælkevejen, udgjorde hele universet, eller om der var mere udenfor.

Denne debat blev afgjort af astronomen Edwin Hubble, da det lykkedes ham at måle afstanden til den ’spiraltåge’, der var kendt som Andromeda-tågen, og kunne vise, at den måtte ligge langt, langt uden for Mælkevejen.

Jeg skriver disse linjer på 100-årsdagen for, at Hubbles observation blev offentliggjort.

Billedet af Andromeda tog han et år tidligere, i oktober 1923, men Hubble var en omhyggelig fætter og tog sig god tid til at tjekke sine observationer.

En journalist fra The New York Times fik dog færten af det banebrydende resultat, og 23. november 1924 kunne man læse i avisen, at Dr. Hubbell (de stavede hans navn forkert) havde målt Andromedas afstand til én million lysår og dermed bekræftet, at spiraltåger var ’ø-universer’ – altså galakser – lig vores eget.

Solen og Månen

Vi går ind i december med en nymåne, så her har du bedst mulighed for at se Andromeda, Oriontågen, og andre lyssvage objekter.

To uger senere, 15. december er Månen fuld, og 31. er den ’væk’ igen (men den aften er dit syn måske for sløret til overhovedet at kigge på stjerner).

Solen går ned allerede omkring kl. 15:42 i starten af måneden, og 15:47 i slutningen, mens den står op klokken henholdsvis 8:15 og 8:38. Disse tider gælder for København. Bor du i det vestlige Jylland, er det cirka et kvarter senere.

21. december klokken 10:19 peger Jordens nordlige halvkugle maksimalt væk fra Solen, og vi har vintersolhverv.

Planeterne: Jupiter rejser ’baglæns’ henover himlen

Som du kan se på illustrationen af stjernehimlen tidligere i artiklen, står Jupiter smuk og rød i stjernebilledet Tyren, ikke langt fra Aldebaran.

Jorden, som ligger nærmere Solen end Jupiter, er i øjeblikket i færd med at overhale Jupiter indenom, hvilket får det til at se ud, som om Jupiter laver en lille sløjfe på himlen og langsomt, henover fire måneder, rejser ’baglæns’ henover himlen. Denne bevægelse kaldes ’retrograd’.

Fuldmånen passerer Jupiter med blot et par fingerbredders afstand 14. december.

Nogle dage senere nærmere Månen sig – nu knap så fuld – en anden klar og rød planet, nemlig Mars, som står højt på himlen mod øst.

Faktisk passerer Månen ind foran Mars 18. december, men det sker klokken 10:15 og tre kvarter frem, så det er for lyst til at se (med mindre du befinder dig nord for polarcirklen).

Venus går i starten af måneden ned cirka to timer efter Solen og kan måske spottes i den tidlige aftentimer.

Jo længere vi kommer hen mod nytår, jo længere tid er Venus synlig. Den følges af Saturn, som er i gang med at vende sine ringe med kanten mod os. Da ringsystemet kun er en kilometer tykt eller mindre, er de derfor ikke synlige i amatørteleskoper.

Merkur er i starten af måneden en aftenplanet, men nok for tæt på Solen til at kunne spottes. En uge inde i december bliver den til en morgenplanet, og set fra vores synspunkt er den længst fra Solen, og dermed lettest at se, omkring vintersolhverv.