Kig op i juni: Lysende natskyer kan give dig et spektakulært syn på sommerhimlen

Nattemørket og næsten alle stjernerne er borte om sommeren, men til gengæld har vi glæden af andre astronomiske fænomener.

Her er højdepunkterne på himlen i juni måned:

Lyse nætter

Hele den lyse sommernat ser vi tusmørkeskæret fra Solen i retninger fra nordvest over nord indtil solopgangen i nordøst - vi har lyse nætter i Danmark. Det har vi cirka fra først i maj til først i august, hvor det natten igennem ikke bliver rigtig mørkt.

De lyse nætter og de andre af sommernattens tryllerier (ihvertfald dem, som naturen står for) skyldes alle sammen Solens varierende gang over himlen. Ligesom Solen står højt på daghimlen ved middag sommeren igennem, så når den aldrig i nattens løb at komme særligt langt under horisonten i Nord ved midnat - aldrig mere end 18°, eller et par håndsbredder målt i strakt arm.

Når Solen på den måde står lige under nordhorisonten, kan sollyset stadig ramme Jordens øvre atmosfære. Luftens molekyler spreder lyset, og noget af det spredte lys får hele nordhorisonten til for os at gløde i alskens farver fra orangerødt over gult og grønligt til blåt og violet øverst i det lysende tusmørkebånd.

Danmark er stort nok fra Nord til Syd til, at varigheden for de lyse nætter varierer ganske meget. Er man i Skagen, er perioden fra 28. april til 14. august, mens man sydpå, for eksempel i Gedser, må vente til den 10. maj med begyndelsen på perioden, som så også slutter tidligt: 3. august.

I andre egne er det meget anderledes. På Münchens breddegrad og sydligere oplever man aldrig lyse nætter. Selv ved midnat når Solen mere end 18° under horisonten, og dermed bliver det helt nattemørkt.

Omvendt vil man langt nordpå, fra Polarcirkelen ved 66°33"N, opleve, at Solen slet ikke går ned i nattens løb. Jo længere nordpå man kommer, des flere nætter kan man opleve midnatssolen.

Som så meget andet er årstiderne også omvendte syd for Ækvator, og syd for den sydlige Polarcirkel er der sommer og Midnatssol, når vi har midvinter hos os, til glæde for pingvinerne og forskerne på Antarktis.

Lysende natskyer

Højt i atmosfæren svæver der store mængder meteorstøv fra det konstante bombardement af mikrometeorer, som Jorden er udsat for.

Støvet ser vi almindeligvis ikke noget til, men når støvet befinder sig i de højder over Jorden, hvor der er strenge frostgrader (80-90 km), vil den sparsomme vanddamp i højden samle sig på støvkornene og danne is.

Når sommersolen står lavt under horisonten, så vi har lyse nætter, vil sollyset kunne ramme disse udbredte og tynde skyer af iskrystaller, så lyset spejles, og hvis man oven i købet befinder sig på breddegrader imellem 50°N og 65°N (og det gør vi jo her i Danmark), kan man opleve fænomenet lysende natskyer.

De ses som tynde hvide eller let petroleumsfarvede skyer oven over tusmørkeskæret fra de lyse nætter. De lysende natskyer bevæger sig ofte ret hurtigt fra vest imod øst, eller fra venstre imod højre, når man kigger mod nord, og de kan være et betagende syn, især på nætter, hvor almindelige lavtliggende skyer står i kontrast som mørke silhouetter, og man kan se efter dem en til to timer efter solnedgang.

Fænomenet kan normalt ses fra Danmark fra slutningen af juni og et stykke ind i juli, men tidsperioden har udvidet sig i de senere år, og natskyerne ses efterhånden også fra noget sydligere breddegrader. Årsagen til disse ændringer er endnu ukendt.

I mange år har det været en gåde, hvad der overhovedet var årsagen til de flygtige lysende natskyer, men forskningsresultater især fra den svenske satellit Odin og den amerikanske satellit AIM har givet forskerne langt større viden om fænomenet.

Satellitter glimter

Stjernerne er godt nok blegnet i sommertiden, så kun planeterne og de allerklareste stjerner kan ses: i Karlsvognen, i Cassiopeia, Vega, Arcturus og Capella, men stjernekiggere og nordlysjægere med abstinenser kan så trøste sig i sommertiden med skæret fra de lyse nætter, med lysende natskyer og med at gå på satellitjagt.

I timerne efter solnedgang og før solopgang vrimler det med satellitter i massevis over hele himlen og i alle retninger. Også med satellitterne er det Solen, som spiller hovedrollen.

En satellit lyser ikke af sig selv, men dens ofte metalblanke overflade spejler sollyset, når kredsløbsbanen for satellitten fører den ind i et område af himlen, hvor den bliver belyst af Solen, men hvor det for os at se er forholdsvis mørkt.

Satellitter bevæger sig 'adstadigt' i lige baner, og nogle af dem kan konkurrere i lysstyrke med de klareste stjerner og planeter.

Den Internationale Rumstation, ISS, er især meget klar og spændende at følge. Fra tid til anden oplever man også et 'tog' af lysende prikker efter hinanden. Det er grupper af Starlink-satellitter, som ofte opsendes med 20-60 i samme raket, og som i døgnene efter opsendelsen følges pænt ad over himlen. Du kan benytte hjemmesiden Heavens Above til at spore ISS, Starlink og andre satellitter på himlen.

Og selv for den mest utålmodige stjernekigger er der altid håb: Fra midten af august kan vi igen finde de gamle venner stjernebillederne på nattehimlen; same procedure as last year!

Planeterne

Måske er du på sociale medier stødt på opslag, som lover, at du 3. juni vil kunne opleve en sjælden begivenhed, hvor seks planeter samler sig på himlen i en såkaldt 'planet-parade'.

Rygterne er desværre stærkt overdrevne, for Solen kommer igen i vejen for det, der ellers kunne være en fin planet-fest på himlen.

I virkeligheden kan du forvente dette, når du kigger efter planeter i juni:

• Merkur er for specialister! Den står altid tæt på Solen, og i juni vil den være meget svær at finde i solskæret.
• Venus begynder fra midten af juni at blive synlig lavt på den sydøstlige himmel efter solnedgang.
• Mars står op ved godt totiden, men den er svær at se på den lyse morgenhimmel i sydøstlig retning.
• Jupiter står op en times tid senere, og dens lys drukner i morgendæmringen.
• Saturn står op kort tid efter midnat, så den kan hen på morgenen skimtes i sydøst.
• Uranus og Neptun står op omkring midnat, men de kan kun ses i mindre teleskoper.

Månen og Solen

Det er nymåne 6. juni, tiltagende halvmåne ('første kvarter') 14. juni, fuldmåne 22. juni og aftagende halvmåne ('sidste kvarter') 28. juni.

1. juni står Solen op kl. 04:36 og går ned kl. 21:40.

30. juni står Solen op kl. 4:33 og går ned kl. 21:54.

Ind imellem har vi solhverv og årets længste dag den 20. juni. Dagens længde er 17 timer og 18 minutter, og Solen 'vender' klokken 22:51, så vi går mod kortere dage.

De fire tidspunkter for Solen og daglængden gælder for København. Solens op- og nedgang sker senere (op til 16 minutter) hvis du bor længere vestpå, og tidligere (træk op til 10 minutter fra) hvis du bor længere østpå.