Det sidste nummer af Geophysical Research Letters indeholder mange rigtig gode artikler om Solen og klimaet. Artikler, der var så gode, at jeg har bestemt mig for at beskrive nogle af dem i de næste blogindlæg.
Fra kosmiske stråler til skyer
Den første af disse artikler, som jeg vil beskrive, er skrevet af Pierce og Adams, som undersøger en af de mekanismer, der bruges i Svensmarks model for sammenhængen mellem Solen, kosmiske stråler, skyer og klimaet. Nemlig den ide at kosmiske stråler kan ionisere partikler til Jordens atmosfære, der derefter kan vokse til at danne de partikler, som skyer er lavet af.
Vi regner med, at skyer bliver dannet ved, at vanddamp i atmosfæren kondenserer på nogle partikler kaldet cloud condensation nuclei (CCN), og det er processen fra partikler ioniseret af kosmiske stråler til CCN'er, som Pierce og Adams undersøger.
Dannelse af skyer i en computer
Da sådanne undersøgelser er uhyre svære at lave, hvad enten de forgår i Jordens atmosfære eller under kontrollerede forhold i et laboratorium, har Pierce og Adams været nødt til at basere deres undersøgelse på computermodeller af Jordens atmosfære.
Vha. deres computermodeller finder Pierce og Adams, at selvom antallet af partikler i Jordens atmosfære ioniseret af kosmiske stråler ændrer sig alt efter, hvor aktiv Solen er, så følger antallet af CCN'er ikke helt med på samme måde. Faktisk så finder Pierce og Adams, at kosmiske stråler kun kan føre til en ændring på 0.01 W/m2 i den mængde energi, vi modtager fra Solen, mens den korrelation, som Svensmark ser mellem kosmiske stråler og skyer, foreslår en ændring på 1-2 W/m2.
Med andre ord viser Pierce og Adams' computermodeller, at kosmiske stråler danner 100 til 200 gange for få CCN'er til at kunne forklare den observerede sammenhæng mellem kosmiske stråler og skyer.
Der kan findes tre årsager
Pierce og Adams foreslår tre årsager til dette. For det første, at de gasser, som de ioniserede partikler skal bruge til at vokse til CCN'er, kun er til stede i begrænset omfang. Derfor, selvom kosmiske stråler kan ionisere flere partikler, så vil dette bare betyde, at flere partikler skal slås om den samme mængde gasser for at vokse, og derfor vil antallet af CCN'er var uændret.
For det andet så kommer en stor del af CCN'erne i Pierce og Adams' computermodel fra partikler, vi lukker ud via vores skorstene og udstødninger på Jorden, og disse partikler vil derfor ikke ændre sig som følge af en ændret Solaktivitet. Sidste årsag, som Pierce og Adams heldigvis også nævner, er, at computermodellerne overser noget. Computermodellerne bliver aldrig klogere end de informationer, som man lægger ind i dem, når man laver dem. Hvis man derfor mangler noget information at give computermodellerne, så bliver de resultater, som computermodellerne giver derefter.
At referere en artikel uden at have læst den
Derfor bliver konklusionen på artiklen heller ikke, at Jordens opvarmning ikke kan forklares vha. Solen, men at "baseret på resultaterne af computermodellerne, konkluderer vi - under forbehold for store fejl som følge af usikkerheder i computermodellerne - at ion-aerosol ren-luft mekanismen [en af de mekanismer, der kan forklare, hvordan ioniserede partikler vokser til CNN'er, ck] er for svag til at kunne forklare den observerede korrelation mellem skyer og Solens cyklus. Dette udelukker dog ikke en forbindelse mellem kosmiske stråler og skyer via andre fysiske mekanismer."
At forskellige nyhedsmedier som bl.a. Politiken læste dette som "Forskere: Solen er ikke synderen" taler for sig selv, og man kan vist med rette være i tvivl om, hvorvidt journalisten faktisk har læst artiklen. Det er synd, da det er dårlig journalistik som den, Politiken her har bedrevet, der er med til at polarisere klimadebatten langt ud over, hvad der er videnskabeligt belæg for. En polarisering, der virker som en klods om benet i vores stræben efter at kunne lave bedre klimamodeller.
Solen er en del af klimaet
Pierce og Adams' artikel er et prisværdigt første forsøg på at medtænke Solen i klimamodellerne. Lige præcis her er resultaterne måske knap så vigtige som det faktum, at man nu er i gang med at lave bedre klimamodeller, og derfor er det synd, at nogle journalister alt for ofte skal læse sådanne artikler som enten for CO2 - imod Solen, eller omvendt.
Det har flere gange være fremført, at de sammenhænge, vi ser, mellem Solen og klimaet på Jorden (det være sig i historiske nedskrivninger, træringe, iskerneboringer, osv.) ikke kan bruges til noget, hvis vi ikke har en forklaringsmodel, der kan efterprøves i klimaforskernes klimamodeller. På den anden side er klimamodellerne ikke meget bevendte, hvis ikke de kan forklare de tydelige sammenhænge, som vi ser mellem Solen og klimaet på Jorden. Så langt når Pierce og Adams ikke, men de har uden tvivl taget et stort skridt på vejen.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
