For 10 milliarder år siden tændte et gigantisk sort hul sig, og dets lys er netop blevet synligt her fra Jorden, hvor astronomer udråber det til at være et af de kraftigst lysende fænomener nogensinde observeret.
Det skriver mediet Live Science.
Det er ikke almindeligt, at et sort hul, der har befundet sig 10 milliarder lysår fra Jorden, vil lyse så kraftigt. Derfor overraskede det forskerne, som først observerede det sorte hul, der har fået navnet J221951.
Til at begynde med antog de, at det kraftige lys stammede fra en såkaldt tyngdebølge eller gravitationsbølge, som frigives, når to døde stjerner kolliderer i en kæmpe lyseksplosion.
I stedet fandt de noget meget mere spektakulært, siger medforfatter på studiet Matt Nicholl i en pressemeddelelse.
»J221951 er et af de mest ekstreme eksempler, vi har set på et sort hul, og det kom helt bag på os.«
Forskerholdet har identificeret to mekanismer, der kan forklare det massive lys.
- Det kan skyldes en proces kaldet spaghettificering, som opstår, når et sort hul trækker en kredsende stjerne til sig og river den i stykker.
- Det kan også være, at det sorte hul pludselig er gået fra hvilende til aktiv tilstand, hvor det suger alt omkring til sig.
Derfor skal der flere undersøgelser til, før forskere kan konkludere, hvad der har fået det sorte hul til at lyse så kraftigt. Studiet publiceres i tidsskriftet Monthly Notices of the Royal Astronomical Society og er indtil videre tilgængeligt via arXiv.
les






























