Næsten nøjagtig 11 år efter den europæiske rumsonde Beagle 2 forsvandt et sted på Mars juledag 2003 ser det ud til, at NASA har fundet den lille sonde.
Beagle 2 er fundet og fotograferet af Mars Reconnaissance Orbiter (MRO), der er udstyret med et kamera som fra en højde på 300 km kan se genstande ned til en halv meters udstrækning. Alligevel var det en stor bedrift at finde Beagle 2, da den selv med sine solpaneler foldet ud kun er lidt over en meter stor.
Beagle 2 og Darwin
Beagle 2 er et rent engelsk projekt, og rumsonden er opkaldt efter Darwins skib Beagle. Som lederen af projektet, Professor Colin Pillinger (1943 – 2014) fra Open University forklarede:
»Beagle var det skib, der førte Darwin på hans rejse verden rundt i 1830erne – en rejse, der førte tll et kvantespring for vor viden om livet her på Jorden. Vi håber, Beagle 2 vil gøre det samme for livet på Mars«
Beagle 2 var et meget ambitiøst projekt, nemlig at lede efter spor af liv med en kun 33 kilogram tung sonde.
Lille, men fyldt med udstyr
Trods den ringe størrelse medførte sonden to spektrometre , en gas chromatograf, et mikroskop, et kamera og en boremaskine.
Der var virkelig tale om et seriøst forsøg på at finde liv, bla ved at analysere isotopsammensætningen af kulstofforbindelser.
Så Beagle 2 blev bygget for et budget, som mange også I dag mener var for lille til at gennemføre de nødvendige afprøvninger. Beagle 2 blev monteret på den europæiske sonde Mars Express, og rejsen til Mars begyndte i juni 2003.
Beagle 2 forsvinder
Hele rejsen til Mars gik fint, og seks dage før Mars Express skulle gå i bane om Mars blev Beagle 2 frigjort den 19 december. Der blev endda taget et afskedsfoto, der viser Beagle 2 som en lille hvid skive i det sorte verdensrum.
Kursen var perfekt, og den 25 december gik Beagle 2 ind i marsatmosfæren med en fart på 20.000 km i timen. Derefter bare tavshed. I hele januar søgte Mars Express at skabe kontakt til den lille sonde, men uden held, og endelig den 6 februar blev sonden erklæret for tabt.
Der har naturligvis været en endeløs række af teorier om, hvad der skete. Kun en ting var sikkert: Sonden var ankommet til Mars i den rette kurs, og hvis den havde overlevet nedturen, ville den være landet på en flad slette ved navn Isidis Planitia lidt nord for ækvator.
Beagle 2 genopdages
Naturligvis har MRO mange andre opgaver end at lede efter en forsvunden, mange år gammel britisk rumsonde, men i ledige øjeblikke, når sonden fløj over Isidis Planitia har den da kigget efter sonden.
Første gang sonden blev set var 28. februar 2013, men for at være sikker på fundet, var det nødvendigt med et nyt sæt billeder i juni 2014.
Derefter kom flere måneders analyse, før NASA kunne gå ud og meddele, at sonden var fundet – kun fem kilometer fra det beregnede landingssted.
Eksperter mener landingen blev udført korrekt
Naturligvis er der meget, vi ikke kan se, men eksperter mener, de kan se, at landingen er foregået omtrent som planlagt. To af de fire solpaneler ikke er foldet ud, og det har forhindret radiosenderen i at komme i kontakt med Mars Express.
Muligvis har man også fundet faldskærmen og det dæksel, som har beskyttet kapslen under nedturen. Så det har været 'nærved og næsten' og demonstrerer måske, at Beagle 2 ikke har været robust nok til at klare mindre uheld. Men den blev nu også bygget for et meget beskedent budget.
En romantisk drøm
Fundet af Beagle 2 viser, hvilke muligheder vi efterhånden har for at finde selv små genstande på fjerne kloder.
Mange af vore rumsonder på Månen og Mars kan teoretisk overleve i millioner af år, og de kan derfor blive et enestående arkæologisk monument over den tidlige rumforskning, som vil overleve ethvert spor af vor nuværende civilisation.
Men en ting er vore egne rumsonder. Kunne det tænkes, at der i solsystemet også findes rumsonder, der ikke er bygget her på Jorden?
Denne tanke er egentlig ikke meget mere umulig end at lytte efter radiosignaler fra andre civilisationer.
Levende væsner kan ikke klare den lange rejse
For selv om det måske er umuligt for levende væsener at klare de lange rejser på mange lysår mellem stjernerne, så vil stjernerejser ikke være umulige for avancerede rumsonder med kunstig intelligens.
Det er faktisk blevet foreslået om ikke ligefrem at lede, så bare at være opmærksomme på, hvad vore egne rumsonder kan finde på deres rejser gennem solsystemet.
Vi skal nok ikke gøre os håb om at finde monolitten TMA 1 fra filmen 'Rumrejsen 2001' som i tre millioner år tålmodigt havde stået på Månen og ventet på besøg fra Jorden – men mindre kan også gøre det.
Clarkes vision
Den berømte forfatter Arthur C. Clarke skrev tilbage i 1951:
»Mærkelige fartøjer kan i fortiden utallige gange have pløjet gennem Jordens skyformationer for at drage videre med optegnelser om dampende oceaner, om de første kluntede amfibieskabninger og – langt senere – om gigantiske krybdyr... De fleste af disse fartøjer må have været fremmede gæster i vort solsystem, som drog fra stjerne til stjerne, søgende efter viden. Og måske vender de en skønne dag tilbage...«
Om ikke andet: Det var den slags visioner, der var med til at inspirere rumfarten. Og selv om vort solsystem virker meget øde, så er det stort, og det er nok vigtigt en gang imellem at drømme lidt – bare man ikke helt mister forbindelsen til virkeligheden.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
