For og imod: Er rumturisme overhovedet en god ide?

Der var engang, hvor der ikke var nogen grænser for vores drømme om fremtiden i rummet. En hel generation voksede op med visionen fra den berømte film ’Rumrejsen 2001’, der viste os en fremtid med elegante raketfly med plads til snese af passagerer, der kunne flyve ud til en ikke mindre elegant rumstation.

Filmen viste også en stor base på Månen og et bemandet rumskib, som kunne tage den lange rejse helt ud til Jupiter – endda styret af den nu så berømte intelligente computer HAL 9000.

Filmen er nu 54 år gammel, og fremtiden blev slet ikke, som vi drømte om dengang. Vi taler bestemt ikke om en bemandet flyvning til Jupiter, men blot om at føje endnu et modul til den snart 25 år gamle rumstation ISS.

Vi har dog fået turistrejser, men de er få og meget dyre – og de fleste er bare et kort hop 100 km op, så man i et par minutter kan nyde udsigten til en blå jord og en sort himmel.

Både samfundet og vores forestillinger om fremtiden i rummet er noget helt andet end i 1968, hvor verden ventede på den første landing på Månen. Så spørgsmålet er, hvordan de gamle drømme om, at rummet er for alle, og at rumturisme derfor er en stor og vigtig del af vores fremtid i rummet, passer til samfundet og tiden i dag.

Samfundet, rummet og fremtiden

Nu har vi haft rumfart i 65 år, og det betyder, at rumfarten er blevet en del af samfundet og ikke længere står som et eventyr med uanede muligheder. Desuden er den verden i det 21. århundrede, som skal føre rumfarten videre, meget forskellig fra den verden, som skabte rumalderen.

Her er nogle af de faktorer, som i det 21. århundrede vil få betydning både for rumfarten og rumturismen:

• Vi ved mere om rummet
• Ubegrænset vækst har sine omkostninger for miljøet på Jorden
• Forskellen mellem rig og fattig får en stadig større betydning

Skal vi se på det vigtigste vi har lært, så er det, at solsystemet er meget mere fremmedartet, end man forestillede sig, da den første Sputnik blev opsendt i 1957. Dengang kunne man skrive en roman baseret på, hvad vi dengang mente at vide om Mars.

Her kunne man gå omkring på planeten iført polartøj og en iltmaske – og der var ikke bare røde ørkener, men også små skove. Man vidste godt, at Venus var varmere end Jorden, men alligevel forestillede man sig en planet, der under det tætte skydække kunne ligne Jorden, selv om nok man skulle til polarområderne for at finde behagelige temperaturer.

Det var sådanne forestillinger, der var med til skabe visionerne om en gylden fremtid i rummet – der var planeter, vi kunne rejse til. Vi kan ganske vist stadig rejse til Mars. Men når vi ankommer, skal vi være iført rumdragt og passe på de evige støvstorme og de iskolde nætter, hvor temperaturen når ned på omkring -100 grader.

Og Venus er med sine 480 grader så varm, at vi slet ikke kan lande på planeten. Hertil kommer, at resten af solsystemet er endnu værre, så hvor skal vi egentlig rejse hen?

Vægtløshed og stråling gør også lange rumrejser ganske farlige. Godt udstyrede videnskabelige ekspeditioner med veltrænede astronauter kan godt rejse til Mars og måske også længere væk, men rejser langt ud i solsystemet bliver næppe noget for turister i en overskuelig fremtid. Og selv da vil turismen ret sikkert ikke komme længere væk end til Månen.

Rumfartens forurening

Ved rumalderens begyndelse var der ikke noget, der hed grænser for vækst – den debat kom først i 1970'erne. I dag er vi blevet meget bevidste om den pris, vi betaler for alt, hvad vi foretager os. Og den debat kan direkte ramme fremtidens rumturisme.

En af de eksperter, der har studeret emnet, er Eloise Marais fra University College i London. Hun bemærker, at forureningen fra opsendelser stiger med 5,6 procent om året.

Indtil nu har det dog ikke været det helt store problem, da de 100-150 årlige opsendelser skal sammenlignes med over 100.000 daglige flyrejser. Men det kan ændre sig, hvis prisen for et kort hop ud i rummet falder fra noget, der minder om prisen på et lille hus til prisen på en dyr bil.

En lang flyrejse udleder 1-3 ton CO₂ pr. passager. En rejse ud i bane om Jorden udleder i meget runde tal 20-30 gange så meget CO₂ pr. passager. Hertil kommer, at meget af udledningen sker højt oppe i atmosfæren, hvilket betyder, at gasserne forbliver op til et par år i atmosfæren.

Udledning fra raketter har derfor en større indflydelse på klimaet end det CO₂ og vanddamp, som fly udleder. Det er også afgørende, hvilke brændstoffer der anvendes.

Indtil nu har to firmaer sendt turister på korte hop 100 km ud i rummet. Det ene er Virgin Galactic, som ejes af milliardæren Richard Branson, og det andet er Blue Origin, der også ejes af en milliardær, nemlig grundlæggeren af internetfirmaet Amazon, Jeff Bezos.

Virgin Galactic anvender et gummilignende brændstof, der ikke kan undgå at sprede sod. Blue Origin bruger som brændstof flydende ilt og brint. Her er forbrændingsproduktet rent vand.

Men selv vand, der udledes i den øvre atmosfære – hvor det kan danne skyer – kan have opvarmende virkninger, siger Marais. »Selv noget så tilsyneladende uskadeligt som vand kan have en indflydelse.«

Når Virgin Galactic sender en turistraket op, produceres der ikke bare sod, men også kvælstofilter og noget vanddamp. De forbrændingsprodukter, Virgin Galactic producerer, giver problemer, både for forurening, klima og muligvis også ozonlaget. Jessica Dallas, der er seniorrådgiver for New Zealands rumagentur, skriver om ozonlaget:

»Mens der er en række miljøpåvirkninger som følge af opsendelsen af rumfartøjer, er nedbrydningen af stratosfærisk ozon den mest undersøgte og mest umiddelbare bekymrende.«

I debatten er det afgørende, hvordan turistrejser i rummet opfattes, når talen er om klima og forurening. Med de planer, der lægges for en omfattende rumturisme, er det måske ikke for tidligt, at nogle allerede nu slår alarm.

Her er således et tweet fra den tidligere amerikanske arbejdsminister Robert Reich: »Er der andre, der er bekymrede over, at milliardærer har deres eget private rumkapløb, mens rekordstore hedebølger udløser en 'ildåndende skydrage' og koger havdyr ihjel i deres skaller?«

Is anyone else alarmed that billionaires are having their own private space race while record-breaking heatwaves are sparking a 'fire-breathing dragon of clouds' and cooking sea creatures to death in their shells?

— Robert Reich (@RBReich) July 8, 2021

Man skal naturligvis være opmærksom på, om turistrejser giver en meget stor stigning i antallet af opsendelser. Men i de kommende år bliver det næppe rumturismen, der bliver den store miljøsynder.

Den nye tendens med megakonstellationer af især intenetsatellitter vil i mange år fremover stå for langt flere opsendelser end rumturisme – men det er jo også et kapløb mellem milliardærer.

Rig og fattig

Rumturisme har indtil nu været forbeholdt rige mennesker, der længtes efter at være astronauter. Men der er en anden grund til, at rige mennesker ønsker at rejse ud i rummet: nemlig at demonstrere eksklusivitet og iøjnefaldende forbrug. Mange mennesker har råd til en tur til Venedig eller Maldiverne.

Men hvor mange mennesker er privilegerede nok til at tage en tur til rummet?

Her rammer vi noget, der godt kan blive en central del af debatten om rumturisme, nemlig at den på en meget tydelig måde udstiller forskellen mellem de meget rige - og så resten af os. Der er en udvikling, især i USA, som fører til en stadig større økonomisk ulighed. Det er næppe godt for den sociale stabilitet at udstille denne ulighed alt for tydeligt.

Med priser på mindst 250.000 dollar for blot et kort hop ud i rummet, så er det klart, at rumturisme ikke kommer til at åbne rummet for 'almindelige mennesker' lige med det samme. Det er muligt, det vil ske, men det mest sandsynlige er, at vi i de næste måske 10 år bare kommer til at være tilskuere til de superriges fornøjelsesture.

Det er klart, at det skaber en debat, som allerede nu raser i USA, hvor der jo både findes superrige og meget fattige mennesker, som lever i et stadig mere splittet samfund.

De rumambitioner, som Branson, Bezos og ikke mindst Elon Musk har, er blevet kritiseret som endnu et eksempel på milliardærer, der bruger penge på rumprojekter, der morer dem, i stedet for at beskæftige sig med samfundet.

USA har er ikke bare problemer med store uligheder i rigdom, men også problemer med adgang til sundhedspleje, et manglende socialt sikkerhedsnet og ikke mindst er de ofre for et hurtigt skiftende klima.

Senator Bernie Sanders, der er kendt som en førende kritiker af milliardærer, har i et Tweet skrevet: »Her på Jorden, i det rigeste land på planeten, lever halvdelen af vores folk fra lønseddel til lønseddel, hvor folk kæmper for at brødføde sig selv, kæmper for at se en læge – men hey, de rigeste fyre i verden er ude i det ydre rum! Ja, det er på tide at beskatte milliardærerne.«

Here on Earth, in the richest country on the planet, half our people live paycheck to paycheck, people are struggling to feed themselves, struggling to see a doctor — but hey, the richest guys in the world are off in outer space!

Yes. It's time to tax the billionaires.

— Bernie Sanders (@BernieSanders) July 11, 2021

Der kan også føre til et andet problem. Elon Musk har den store drøm, at ikke bare turister, men også kolonister kan rejse til Mars. Hvis overhovedet nogen kan gøre den drøm til virkelighed, så er det Musk og SpaceX.

Lad os tænke os, at det lykkes, og de første garanteret meget rige kolonister tager til Mars om måske 20 år, netop på den tid hvor vi for alvor kommer til at mærke klimaforandringerne.

Vil reaktionen være, at det vel nok er godt, at menneskeheden sikrer sin overlevelse ved at sprede sig til endnu en planet, eller vil der være en protest over, at en meget lille elite stikker af fra de problemer, 99,99999 procent af verdens befolkning ikke kan flygte fra?

Noget helt andet er, at Mars med sine støvstorme, giftige gasser og de meget lave temperaturer er en ganske ugæstfri planet. Så i det lange løb vil det nok vil være en betydelig bedre ide at blive her på Jorden og søge at løse problemerne.

Men er det så simpelt?

Det er let nok at skyde både på milliardærer, rumfart og rumturisme, og selv om kritikken på mange måder er berettiget, udtrykker den måske ikke hele sandheden.

Nogle gange er den bedste hjælp ikke bare at sende flere penge til at løse et akut problem, men i stedet at ændre forhold i samfundet, så problemerne ikke opstår. Således er det blevet fremført, at indførelsen af mobiltelefoner i Afrika måske har gjort mere for de afrikanske lande end et tilsvarende beløb sendt som nødhjælp.

De meget udskældte megakonstellationer af internetsatellitter kan måske på længere sigt få enorm betydning netop i Afrika, hvor god adgang til internettet bestemt er en mangelvare. Det er dog mere svært at se, hvordan rumturisme kan hjælpe nogen.

En mulighed kunne være, at man ved lodtrækninger, konkurrencer eller lignende åbner muligheden for, at i hvert fald nogle få unge mennesker, også fra fattige lande, kan se Jorden lidt udefra. De historier, de kan fortælle, kunne være med til at øge interessen for videnskab og teknologi – og er der noget, vi har brug for, så er det mennesker med udsyn.

Det er almindeligt accepteret, at en af de fineste resultater fra Apollo-programmet, var synet af Jorden set fra rummet. Apollo 8-astronauten Bill Anders opsummerede virkningen af billederne taget af hans mission: »Vi kom hele denne vej for at udforske Månen,« sagde han, »og det vigtigste var, at vi opdagede Jorden.«

Astronauter fortæller ofte om, hvordan det at se Jorden fra rummet har ændret deres syn på verden – netop det for alvor at komme til at se og forstå, at vores lille blå jordklode fuld af liv er en enestående og måske meget sjælden oase i et stort og mørkt univers.

Den erkendelse har aldrig været vigtigere end nu, og det kan måske ende med at blive en af de vigtigste begrundelser for rumturisme. Tænk bare på, hvor mange politiske ledere, der vil have godt af en sådan tur.

Er man meget optimistisk kunne det jo være, at en lille rejse ud i rummet kunne påvirke de beslutninger, politikerne træffer om grænsekonflikter, forurening eller klimaændringer? Man kan se forurening, men ikke grænser ude i rummet…