At ramme en komet, når både komet og rumsonde bevæger sig med mange tusinde kilometer i timen er svært - men det er en fuldstændig misvisende sammenligning, at det svarer til at ramme en riffelkugle i luften, som det ellers har lydt nogle steder.
Det er meget bedre, og meget mere korrekt, at sammenligne Rosettas flyvning med en jæger, der langsomt sniger sig ind på sit bytte.
Alting i rummet bevæger sig hurtigt - således bevæger Jorden sig rundt om Solen med en fart på 108.000 kilometer i timen, men det er i denne sammenhæng uinteressant.
Det afgørende er den indbyrdes hastighed af komet og rumsonde, og her er hele ruten planlagt således, at efter Rosetta nåede frem til kometen, så har rumsonde og komet fulgt den samme bane.
Det betyder, at Rosetta faktisk næsten ikke bevæger sig i forhold til komet Churyumov-Gerasimenko.
Rumfart er for de tålmodige
Det forholder sig altså ikke sådan, at man skal ramme en komet som sådan.
I de sidste mange måneder før ankomsten i august faldt den indbyrdes hastighed af komet og rumsonde langsomt fra flere tusinde kilometer i timen til næsten nul.
Det betyder, at rumforskerne i mange måneder har kunnet se kometen gennem Rosettas kameraer og i ro og mag har kunnet justere kursen.
Rumfart er for de tålmodige. For er der noget, rumforskerne ikke bryder sig om, så er det de tilfælde, hvor en rumsonde farer forbi sit mål med stor fart.
Så er der nemlig ikke tid til at observere. Det sker desværre til næste sommer, når rumsonden New Horizons flyver forbi Pluto – men Plutos bane gør det umuligt at snige sig langsomt ind på planeten på samme må-de som Rosetta sneg sig ind på kometen.
Det gælder om at have en plan
Egon Olsen ville føle sig hjemme i rumfarten, hvor det hele drejer sig om at have en plan, så forløbet kan blive timet og tilrettelagt.
I Rosettas tilfælde begyndte planlægningen for næsten 15 år siden, flere år før rumsonden blev opsendt i 2004.
Først skulle der findes en passende komet. Det betyder en komet med en velbestemt bane, der med præcise mellemrum fører den tæt ind mod Solen.
I denne sammenhæng gerne inden for 'Marsbanen', således at kometen kan blive varm nok til at begynde at udsende de gasser, der danner den tynde atmosfære som kaldes komaen og komethalen.
Hele formålet med flyvningen er jo at følge, hvordan kometen 'kommer i udbrud' og studere de gasser, som så udsendes. Men en velkendt bane er slet ikke nok.
Kometen var egentlig en reserve
Banen skal også være til at nå med en rumsonde fra Jorden, og det betyder, at kometens bane ikke må hælde alt for meget i forhold til Jordbanens plan ekliptika.
Det kræver nemlig store mængde brændstof at få en rumsonde ind i en bane, der har en stor hældning mod ekliptika.
Den europæiske rumstyrelse ESA havde fundet den helt rigtige kandidat, nemlig komet Wirtanen. Men så blev opsendelsen forsinket, og Wirtanen blev erstattet af sin 'reservekomet' Churyumov-Gerasimenko.
Men ideelt blev det ikke, for kometens bane var umulig at nå med selv den største Europæiske raket, Ariane 5.
Banehældningen er mere, end raketterne kan klare
Churyumov-Gerasimenko blev opdaget i 1969, og den har en bane om Solen med en omløbstid på 6,4 år. Det er ikke meget for en komet.
Oprindeligt må den være kommet fra det kolde ydre solsystem og er så endt i sin nuværende bane på grund af tyngdekraften fra de store planeter.
Kometens største afstand fra Solen er 5,7 AE. Den astronomiske enhed AE er Jordens afstand fra Solen, og astronomer bruger AE til at beskrive afstande i solsystemet.
En afstand på 5,7 AE betyder, at kometens bane når lidt uden for Jupiters bane. Når kometen er tættest på Solen, er dens afstand bare 1,2 AE, hvilket er lidt inden for Marsbanen.
Desværre er banehældningen mod ekliptika hele 7 grader, og det mere end vore raketter kan klare.
Det tog 10 år at snige sig ind på kometen
Heldigvis findes der en udvej, nemlig at lade rumsonden passere forbi Jorden tre gange og en gang tæt forbi Mars.
Ved hver passage gav planeterne Rosetta et skub videre og disse skub betød en så stor brændstofbesparelse, at det blev muligt at gennemføre rejsen. Samtidig blev banens hældning gradvist forøget til de nødvendige 7 grader.
Det har taget 10 år sådan ganske langsomt at snige sig ind på Churyumov-Gerasimenko, og det har krævet millioner af udregninger på store computere at beregne banen.
Men alt er foregået stille og roligt. Der har været år mellem forbiflyvningerne af Jorden i 2005, 2007 og 2009, og det har givet tid til at finde ud af, om kursen nu også var rigtig og så justere den en smule ved hjælp af Rosettas små styreraketter.
Tak til Jupiter, som ændrede afstanden til Solen
Egnede kometer som Wirtanen og Churyumov-Gerasimenko er sjældne.
Der er kometer nok, men de fleste har baner, der gør det umuligt at gennemføre andet end en hurtig forbi flyvning – og så kan man jo ikke følge kometen i månedsvis.
Og så var det alligevel lige før ESA end ikke havde haft Churyumov-Gerasimenko til rådighed. At den kunne bruges, kan vi takke Jupiter for.
For 4. februar 1959, altså for 55 år siden, passerede kometen forbi Jupiter i en afstand på bare 7,8 millioner kilometer.
Det ændrede banen, så den mindste afstand til Solen blev næsten halveret.
Den nye bane giver en større opvarmning af kometen og dermed en større udgasning, men det blev også muligt at nå kometen – omend med besvær og kun ved at anvende en meget lang og indviklet bane.
