11.000 lysår herfra er en enorm stjerne ved at blive dannet.
Gas og støv samler sig i en kerne, der om kort tid - inden for nogle tusinde eller titusinde år - kollapser og bliver til en uhyre tung og lysstærk blå kæmpestjerne.
Det har et europæisk hold af astronomer fundet ud af ved hjælp af det store radioteleskop ALMA. En videnskabelig artikel om resultatet er netop blevet publiceret i tidsskriftet Astronomy & Astrophysics.
»Stjernedannelse foregår i store skyer, der består af 99 procent gas - hovedsagelig brint - og en procent støv. Inden i skyerne opstår der tætte kerner, der kan udvikle sig til stjerner«, fortæller Jes Jørgensen, der er lektor ved Center for Stjerne- og Planetdannelse på Københavns Universitet.
»Det spændende er, at astronomerne har fundet en meget tæt kerne i en sky. Den har så meget masse i sig, at hvis den falder sammen, så kan den blive til en stjerne, der er 100 gange så massiv som Solen.«
Læs også: Galakser fødte spandevis af stjerner, langt tidligere end man troede
Skyer bliver til stjerner
For astronomer er en sky altså ikke bare små vanddråber, der svæver rundt i atmosfæren. Det kan også være en stor samling af gas og støv, der fungerer som fødegang for stjerner i en galakse.
Ved at måle strålingen fra molekyler i den mørke sky SDC335.579-0.292 har astronomerne regnet sig frem til massen af nogle af kernerne i den.
Det viser sig, at to af kernerne rummer så meget masse, at de sandsynligvis vil udvikle sig til meget tunge stjerner.
Den ene af disse protostellare kerner har en masse, der svarer til 500 gange Solens masse, og der strømmer stadig stof til.
Med tiden vil en del af stoffet kollapse, og resultatet kan blive en monsterstjerne, der vil veje op imod 100 gange så meget som Solen og som vil skinne mange tusinde gange så klart.
Kæmpeteleskop afslører stjernedannelse
Så tunge stjerner er sjældne. Kun én ud af 10.000 stjerner vokser sig så store, og astronomerne vil meget gerne vide, hvordan de opstår. Det vil den nye opdagelse være med til at kaste lys over.
\ Fakta
De største stjerner I 2010 fandt astronomerne den tungeste og mest lysstærke stjerne, der hidtil er opdaget. Stjernen R136a1 blev opdaget i stjernetågen Tarantel, der gemmer sig i vores nabogalakse Den Store Magellanske Sky 165.000 lysår væk. R136a1 vejer omkring 265 gange så meget som Solen, og den skinner næsten 10 millioner gange så kraftigt som vores lokale stjerne. I rumfang overgås den dog med lethed af den røde hypergigant VY Canis Majoris, hvis radius er mere end 1500 gange større end Solens. Denne stjerne er "kun" 30-40 gange så tung som Solen, men den har vokset sig så ekstrem stor, fordi den har opbrugt sit forråd af brint i kernen og er begyndt at bruge helium som brændstof i kernefusionerne. I den forbindelse svulmede den blå kæmpestjerne op og blev til en enorm rød hypergigant.
Med det store radioteleskop ALMA - Atacama Large Millimeter/submillimeter Array - kunne støvets og gassens bevægelser i skyen følges, så astronomerne kunne se, hvordan kernen vokser sig større.
Et af formålene med ALMA er netop at følge dannelsen af stjerner. Teleskopet består af 66 store, flytbare parabolantenner.
Ved hjælp af en teknik kaldet interferometri kombineres signalerne fra de mange antenner på en måde, så de fungerer som ét gigantisk teleskop.
Teleskopet er opført på Chajnantor-plateauet i Chile, fem kilometer over havets overflade. Det blev indviet den 13. marts 2013, men observationerne af skyen SDC335.579-0.292 stammer faktisk fra før den tid, nemlig fra efteråret 2011. Dengang var kun 16 af antennerne i drift.
Fremtidige observationer kan give langt mere detaljerede oplysninger om dannelsen af massive stjerner.
