Astronaut på ISS fik en blodprop i rummet - sådan overlevede han

Det måtte jo ske på et tidspunkt, at en astronaut på ISS fik et problem, som krævede lægehjælp.

Nu har NASA så selv fortalt, at man ved en rutineundersøgelse opdagede, at en astronaut havde fået en blodprop i en halsvene - et blodkar, der fører blodet mod hjertet.

Tilstanden krævede behandling, for at undgå at blodproppen kom ned i lungerne, hvor den kunne være fatal.

Den uheldige hændelse er beskrevet i en artikel i New England Journal of Medicine fra 2. januar. En af forfatterne er professor Stephen Moll, som var ansvarlig for behandlingen af astronauten, og hovedforfatteren er astronauten og lægen Serena Auñón-Chancellor, som to gange har opholdt sig på ISS – sidst i 2018.

Blodproppen blev ifølge CNN opdaget af NASA i 2018 i forbindelse med en rutineundersøgelse af kredsløbet hos 11 astronauter - 9 mænd og 2 kvinder med en gennemsnitsalder på 46 år.

Selv om to kvinder indgik i undersøgelsen, vil vi for nemheds skyld bare referere til astronauten som ’han’.

NASA har ikke oplyst, hvem astronauten er. Det er, fordi det er vigtigt, at astronauter ved, at samtaler med læger er beskyttet af den normale tavshedspligt – præcis som ved en lægeundersøgelse her på Jorden.

Astronauten anede ikke uråd

Astronauten var ikke selv klar over, at der var noget galt, før han gennemgik rutineundersøgelsen med ultralyd, netop for at blive klogere på hvordan vægtløsheden påvirker kredsløbet.

Her viste det sig altså, at astronauten havde en blodprop i en blodåre i halsen.

På det tidspunkt havde astronauten været to måneder i rummet og manglede fire måneder, før han skulle vende tilbage til Jorden. Naturligvis er der altid mulighed for i livstruende tilfælde at bringe en astronaut tilbage i løbet af højst et par dage, men det vil man som regel helst undgå.

Da man ikke havde erfaring med blodpropper i rummet, tilkaldte NASA en ekspert udefra. Det var professor Stephen Moll fra University of North Carolina, og hans umiddelbare reaktion var at spørge, om han kunne komme op og undersøge patienten.

Det var der naturligvis ikke mulighed for, så i stedet måtte han nøjes med data sendt fra rumstationen samt e-mails og samtaler med astronauten.

Heldigvis viste det sig hurtigt, at der ikke var tale om en umiddelbart livstruende situation. Næste skridt var så at se på, hvilken medicin der var på ISS, og hvor hurtigt man kunne få sendt ny medicin op.

LÆS OGSÅ: Sådan træner astronauter på rumstationen

Den rette dosis

I medicinskabet var der 20 ampuller med hver 300 milligram af det blodfortyndende middel enoxaparin, som skulle sprøjtes ind. Det skulle rationeres, da der ville gå mindst 40 dage, før man kunne sende en ny medicin op.

Derfor var det nødvendigt at tænke sig godt om, for der kan være en fare for indre blødninger ved brug af blodfortyndende medicin – og det ville være en situation, som ikke kunne klares på ISS.

»Normalt ville behandlingen være at starte patienten på blodfortyndere i mindst tre måneder for at forhindre blodproppen i at blive større, og for at mindske den skade, det kan forårsage, hvis blodproppen flyttede til en anden del af kroppen, for eksempel lungerne,« forklarer professor Stephen Moll.

»Der er en vis risiko, når man tager blodfortyndende medicin. Hvis en skade opstår, kan det forårsage indre blødninger, som er vanskelige at stoppe. I begge tilfælde ville akut hjælp være nødvendig. Når vi vidste, at der ikke er nogen mulighed for akutbehandling i rummet, måtte vi overveje vores muligheder meget omhyggeligt,« fortsætter han.

Professor Moll talte grundigt med astronauten og gav præcis besked om de doser, der skulle anvendes ved indsprøjtningerne.

Så gik astronauten i gang med Enoxaparin. I de første 33 dage med en stor dosis, og derefter med en mindre dosis. Endelig på dag 43 kom et forsyningsrumskib med Apixaban, som er en pille.

Hele behandlingen varede i næsten tre måneder, og i al denne tid blev blodproppen holdt under observation gennem ultralydsundersøgelser.

Da astronauten vendte tilbage til Jorden var blodproppen væk.

LÆS OGSÅ: Andreas Mogensen: Sådan bliver du astronaut

Mange medicinske problemer

At behandle en blodprop er blot et af de mange medicinske problemer, man står overfor ved lange rumrejser. For bare at nævne et lille udvalg:

• Muskler og knogler svækkes med en øget risiko for osteoporose (knogleskørhed)
• Omfordeling af blod i kroppen, så der kommer for lidt blod ned i benene
• Der kan opstå problemer med synet
• Formindsket produktion af røde blodceller
• Ændringer i immunsystemet

Men blodpropper kan godt vise sig at være en af de større udfordringer. Således har man ved undersøgelse af halsvenen i de 11 astronauter fundet, at den vægtløse tilstand kan ændre kredsløbet så meget, at blodet så at sige kan flyde baglæns eller er næsten stillestående. Begge dele kan øge sandsynligheden for blodpropper.

I undersøgelsen af de 11 astronauter fandt man 2, hvor blodet flød baglæns, og fem med stærkt nedsat blodkredsløb.

Disse tal anses som en klar advarsel om, at her er noget, man skal se nøjere på.

Rejsen til Mars stiller større krav

Denne gang gik det godt, og i virkeligheden er rumstationen ISS nok det bedste sted, en astronaut kan blive syg ude i rummet. For en patient på ISS har flere muligheder for at få behandlet sin sygdom:

• Blandt de seks astronauter, der normalt er ombord på ISS, er der ofte en læge
• Mulighed for at tale med en læge på Jorden
• Mulighed for ret hurtigt at få ny medicin
• Mulighed for en hurtig tilbagevenden til Jorden, hvis der er akut fare

En rejse til Mars og hjem igen vil tage mere end to år, og den vil stille helt nye krav til både besætning og rumskib.

Man vil naturligvis sørge for, at mindst en i besætningen er læge. Desuden vil man medføre et meget velforsynet medicinskab og måske også en mindre operationsstue.

Det vil være noget af en udfordring at gennemføre selv en mindre operation i vægtløs tilstand, men det kan blive nødvendigt, for på en marsrejse er man overladt helt til sig selv, da der ikke er mulighed for at få megen hjælp fra Jorden.

Således bliver det hurtigt umuligt at gennemføre en normal samtale med Jorden, fordi afstanden mellem rumskibet og Jorden bliver så stor, at der vil gå flere minutter mellem, at man stiller et spørgsmål og får et svar.

LÆS OGSÅ: Her er astronaut-uddannelsens mest ekstreme udfordringer

Et hav af udfordringer

Der er heller ikke nogen som helst mulighed for at sende forsyningsrumskibe op til et rumskib på vej mod Mars eller for at vende tilbage før tid. I rummet kan man ikke bare vende om, da det vil kræve mere brændstof, end det er muligt at medføre.

Men de medicinske problemer kun en del af problemerne ved en marsrejse. NASA har selv opridset ’De fem store udfordringer’, nemlig:

Strålingen som ikke kan undgå at giv en forøget risiko for kræft på en lang rumrejse

Isolation som følge af at man ikke kan føre normale samtaler med Jorden, fordi der går for lang tid mellem spørgsmål og svar.

Ingen tilbagevenden, da det er umuligt at afbryde eller forkorte en marsrejse, selv om der opstår problemer.

Vægtløshed og lav tyngdekraft på Mars. I 2-3 år er astronauterne enten vægtløse eller kun under påvirkning af den lave tyngdekraft på Mars (1/3 af Jordens tyngdekraft). Det kan ikke undgå at påvirke organismen, så en tilbagevenden til Jorden bliver vanskelig.

Miljø i rumskib og på base. Det bliver en meget stor udfordring at sørge for et godt miljø i et lille rumskib eller på en base, hvad angår luft, vand, mad og ikke mindst renlighed. Toiletterne skal som sædvanlig nok give problemer - og på en lang rejse kan det gå ud over sundheden og øge muligheden for infektioner.

Det er bestemt ikke uden grund, at NASA meget gerne vil have gennemført mindst ti flyvninger af over et års varighed på ISS, før denne rumstation skrottes.

Vi har meget at lære endnu om lange rumrejser, og blodproppen var bare et af mange eksempler på de udfordringer, man står overfor.

LÆS OGSÅ: NASA-konkurrence: Udtænk toilet til astronauter

LÆS OGSÅ: Lange rumrejser: Derfor er der ikke sket en dyt i mange år

LÆS OGSÅ: Rum-jura: Hvad sker der, hvis en astronaut pander en anden astronaut ned ude i rummet?

LÆS OGSÅ: Astronauter ofret af NASA i 1973