Det skorter ikke på flotte titler og udnævelser for Andreas Mogensen for tiden.
I juni løftede ESA sløret for, at den danske astronaut bliver kommandør, når han til august påbegynder en seks måneders mission på Den Internationale Rumstation, ISS.
Og nu kan han føje endnu en flot titel til samlingen: DTU har nemlig udnævnt Andreas Mogensen til adjungeret professor.
Det skriver universitetet i en pressemeddelelse.
Hovedpersonen selv er meget beæret over sin nye titel:
»Det er en ære at blive udnævnt til adjungeret professor på DTU. Jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet, både under min mission, når jeg skal udføre tre forskellige forsøg om bord på rumstationen på vegne af DTU, men også efterfølgende, når jeg er tilbage på Jorden igen,« lyder det fra Andreas Mogensen, der siden 2009 har været adjungeret lektor dér.
Den danske astronaut er imidlertid ikke selv uddannet fra DTU - hverken på kandidat- eller ph.d.-niveau.
Kandidat, fordi DTU slet og ret ikke udbød en passende retning for en unge astronautspire - dét, der kom tættest på, var kemi- og elektroingeniør.
Og ph.d.? I et interview med fagbladet Ingeniøren fra 2015 kunne Andreas Mogensen fortælle, at han såmænd havde ansøgt DTU om et ph.d.-stipendiat - men at han slet og ret blev afvist.
»Danske universiteter vurderer alene én på karakteren, og min var ikke god nok til DTU,« sagde Andreas Mogensen dengang til Ingeniøren.
I stedet har han en kandidat i aerospace engineering fra Imperial College of London, og han skrev sin ph.d. ved University of Texas. I 2009 kom han som bekendt gennem nåleøjet og blev udnævnt som ny ESA-astronaut.
Om DTU fortryder, at de afviste ham, fremgår ikke af pressemeddelelsen fra universitetet. Men selv beskriver de titlen som adjungeret professor som »en hæderstitel, der tildeles personer med kvalifikationer på højt fagligt niveau«.
Alt i alt må man jo bare sige, at det - trods utilstrækkelige karakterer - er gået Andreas Mogensen meget godt.
seh






























