Ved at påvirke zebrafisk i 60 dage og derefter kønsbestemme dem, kan en ny danskudviklet metode afgøre, om et kemikalie har en hormomforstyrrende effekt, skriver ing.dk.
Hvis testen på de 3-4 centimeter lange fisk står alene, kan resultaterne sige noget om, hvordan et givent kemikalie påvirker miljøet og for eksempel giver kønsforstyrrelser hos fisk. Men resultaterne kan også bruges til at gå videre med forsøg med rotter, som er modellen for mennesker.
Testmetoden er et vigtigt skridt på vejen til at få bedre kontrol over anvendelsen af alle de kemikalier, som vi omgiver os med i vores dagligdag i for eksempel emballage, kosmetik og andre forbrugerprodukter.
»Det har vist sig, at det næsten altid har samme effekt på rotter, når vi finder et kemikalie, der har en effekt på fisk, fordi pattedyrs hormonsystem er så meget lig fiskens,« siger biolog og ph.d. på Biologisk Institut på Syddansk Universitet Henrik Holbech.





























