Sammensætning af vidt forskellige ord er en god måde at lave sikre kodeord på. Det er det, man kalder for en passphrase – det kunne være ’Rødebedemonitorbord’. Det er et bedre kodeord end ’Elvis’. Og så er det lettere at huske end ’4x7uo896fhij’.
Derfor har passphrases vundet indpas som vores foretrukne måde at lave kodeord på.
Men rigtig mange brugere springer stadig over, hvor gærdet er lavest. Det viser en undersøgelse fra University of Cambridge, hvor forskerne har set på sikkerheden i en samling af passphrases fra Amazons nu lukkede PayPhrase-system.
Ifølge undersøgelsen af passphrases fra Amazon, er problemet, at når brugerne skulle sammensætte to tilfældige ord, så var det ikke alle, der nåede frem til noget, der ville være svært at gætte.
Forskerne fandt blandt andet frem til, at mange havde brugt meget indlysende passphrases som 'Harry Potter' eller 'Manchester United'.
Ved at bruge en ordbog med filmtitler, sportsklubber og lignende fra blandt andet Wikipedia, fandt forskerne frem til 8.000 af Amazon-kodeordene ud fra en ordbog på 20.000 ord.





























