»Lige nu vælter vi i komplikationer af fedmeoperationerne. Vi får en patient ind hver anden dag med svære komplikationer, og for nylig var komplikationerne hos en patient så alvorlige, at vedkommende døde. Antallet er steget voldsomt det seneste halve år, så lige nu ser vi de sande konsekvenser af fedmeoperationerne,« siger Lone S. Jensen, ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital til Dagens Medicin.
Hun forklarer, at antallet af fedmeopererede med komplikationer er fordoblet de første fire måneder af 2011 i forhold til 2010.
Læger fra henholdsvis Hvidovre Hospital og Aalborg Sygehus tilslutter sig udsagnet om, at der har været en kraftig stigning i antallet af patienter, der oplever komplikationer efter fedmeoperationer.





























