KORT NYT FRA UDLANDET
Et studie på 33 sider er netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift Physical Review Letters. Umiddelbart ikke en overraskende nyhed, men i studiet er selve forskningen kun beskrevet på de første ni sider - de resterende 24 sider er udelukkende navne på studiets medforfattere. Videnskabelig rekord, skriver Nature.com.
Det forfattertunge studie er blevet til i et samarbejde mellem to forskerhold, der henholdsvis styrer to store detektorer ved Large Hadron Collider i CERN. Hvert hold består af forskere fra mange forskellige institutioner og nationer verden over.
På grund af studiets sammenkobling af to store forskerhold, gav selve publiceringen nogle problemer for redaktørerne på Physical Review Letters.
»Det største problem var at samle forfatterlisten fra de to forskergrupper, som havde hver deres stil. Jeg var imponeret over at se, hvor gode de forskellige grupper var til at reagere på vores dommerrolle og vores redaktionelle kommentarer,« siger Robert Garisto, der er redaktør på Physical Review Letters, til Nature.
Forskningsresultater fra Large Hadron Collider har allerede tidligere været med til at sætte en rekord i antallet af medforfattere på et videnskabeligt studie. I 2008 var et studie udført af CERN-forskere det første til at bestå af over 3.000 medforfattere.
Læs også:
CERN opdager to ukendte partikler
De 5 største opdagelser fra CERNs første 60 år
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
rs





























