Det samlede forbrug af antibiotika til mennesker var i 2011 på samme høje niveau som i 2010, skriver dtu.dk.
Siden 2002 er det totale forbrug af antibiotika til mennesker steget med 28%. I Danmark udskriver de praktiserende læger og speciallæger ca. 90% af al antibiotika til mennesker.
En del af stigningen de seneste to år falder sammen med udbrud af såkaldt "kold lungebetændelse" (Mycoplasma pneumoniae) i begge vintre.
På nuværende tidspunkt mangler der viden om, hvilke typer infektioner de forskellige antibiotika bliver givet imod. Derfor er det kun muligt delvis at forklare stigningen. På de fleste recepter står der kun "mod infektion" eller "mod betændelse". I 2012 har de involverede parter vedtaget, at den slags brede såkaldte indikationskoder skal erstattes af mere detaljerede, som angiver hvilken type infektion, lægen giver antibiotika for.
»Det er et betydeligt fremskridt, at lægerne nu skal specificere, hvorfor de giver antibiotika. Fremover giver det os mulighed for at forstå, hvad der ligger til grund for de ændringer og stigninger, vi ser i antibiotikaforbruget i Danmark,« siger afsnitsleder Anette M. Hammerum fra Statens Serum Institut.
Forbruget af de bredspektrede antibiotika er fortsat højt og udgjorde 39% af det totale forbrug hos de praktiserende læger i 2011. Fra 2002 til 2011 er der sket en stigning for de bredspektrede antibiotika på 78% hos de praktiserende læger.
Læs også: Antibiotika skal ikke være en menneskeret





























