Spørgsmålet, om krig er en del af menneskets natur, har været årsag til mangen en debat, men nu mener to antropologer at kunne lukke diskussionen. Svaret er nej, siger de. Det skriver forskning.no.
Forskere har i lang tid ment, at der allerede blandt vores tidlige forfædre var udviklet en praksis med at angribe andre menneskegrupper. Det syn er primært baseret på studier af vores temmelig krigeriske slægtning, chimpansen, og nulevende jæger-samler stammefolk. Undersøgelserne har konkluderet, at det er normalt at to grupper eller stammer bekriger hinanden.
Men nu slår to forskere tilbage og siger, at krige er usædvanlige blandt nulevende stammesamfund, og derfor har det heller ikke været almindeligt blandt vores tidligste forfædre.
Forskerne har gennemlæst historiske rapporter om alle former for drab og motiver, som er blevet registreret blandt 21 tilfældigt udvalgte stammer rundt omkring i verden.
Ud af de 148 dødelige episoder, som var beskrevet, drejede 55 procent af sagerne sig om drab med kun ét offer og én gerningsmand - altså ikke ligefrem det, man normalt ville betegne som en krig.
23 procent af sagerne så to eller flere drabsmænd, men stadig kun ét offer og kun i de sidste 22 procent af hændelserne, var der tale om både flere gerningsmænd og flere dræbte.
Mere slående er, at der er tale om interne opgør i de enkelte stammer i 85 procent af tilfældende.
Forskerne siger, at deres resultater taler imod hypotesen om, at mennesket skulle være krigerisk af natur, og at tidlige mennesker angreb og plyndrede andre grupper.
Det er selvfølgelig vanskeligt at vide sig sikker på, at vores tidlige forfædre har levet efter samme principper som nulevende stammefolk. Men går man ud fra, at det er sådan, så er der intet, der tyder på, at vi har krig i blodet, siger forskerne.
Resultaterne er netop publiceret i tidsskriftet Science.
LÆS OGSÅ på Videnskab.dk:
Nabostater går i krig for en sikkerheds skyld
Ødelægger krigen mod terror vores retssamfund?
Unge begår vold for spændingens skyld





























