KORT NYT FRA UDLANDET:
Den uddøde menneskeart Denisova hominin, der først blev opdaget i 2010, har måske haft en mere avanceret teknologi, end man hidtil har troet.
Det tyder et spektakulært fund af et 40.000 år gammelt sten-armbånd på, skriver The Siberian Times.
Sten-armbåndet, der menes at være det ældste, som man kender til, blev fundet i 2008 i en hule i Altaj-bjergkæden i Sibirien ved siden af rester af denisova-mennesket.
Armbåndet er grønt og lavet af mineralet chlorit, som findes mere end 200 km fra hulen. Det tyder på, at materialet har været værdifuldt, men det er især den avancerede fremstilling, der vækker opsigt.
Det ser nemlig ud til, at der er boret et meget præcist hul i armbåndet, som kun et roterende bor, der minder om nutidens bor, kunne have skabt. Armbåndet var desuden poleret omhyggeligt.
Det unikke smykke bliver opbevaret i Museum of History and Culture of the Peoples of Siberia and the Far East i Novosibirsk, Rusland.
»Skaberens evner var perfekte. Først troede vi, at det var lavet af neandertalere eller moderne mennesker, men det viste sig, at skaberen var denisova-menneske,« siger lederen af museet, Irina Salnikova.
Smykket, der angiveligt skinner i sollys, menes at være blevet brugt ved særlige lejligheder.
»Den komplicerede teknologi og det 'importerede' materiale betyder, at det må have tilhørt et højtrangerende medlem af samfundet,« siger Irina Salnikova.
Læs også:
Ny menneskeart fundet i Sibirien
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
js





























