47 forskere fra 13 lande har undersøgt plantedækket i 46 områder af tundraen i Lapland, Nordsverige og i Nordøstgrønland ved Zackenberg og har netop publiceret en artikel i Nature Climate Change hvor vegetationsændringerne sammenholdes med observerede ændringer i temperaturen. Danske forskere fra Aarhus Universitet har spillet en vigtig rolle i studiet.
Resultaterne viser, at birk og pil nu indtager den sydlige del af den traditionelle tundra, hvor der før var et mere åbent landskab med spredte buske og mere sparsomt vegetationsdække. Dværgbuske i de nordligere egne bliver højere, andelen af bar jord mindskes, og trægrænsen flytter nordpå.
Undersøgelserne er gennemført af seniorforsker Niels Martin Schmidt fra Institut for Bioscience, Aarhus Universitet sammen med Anders Michelsen, professor ved Biologisk Institut, Københavns Universitet.
Med jævne mellemrum har de undersøgt plantesammensætningen i en række vegetationstyper i tundraen og bjergområder bl.a. i Alaska, Canada, Sverige, Island og Grønland. Resultaterne viser, at sommertemperaturen i gennemsnit er steget knap 1 °C, og de to forskere har bl.a. set, hvordan høje buske, der kan danne krat, udkonkurrerer dværgbuske.
»Øgningen i planternes højde påvirker ikke blot dyrenes fødegrundlag, men også deres levesteder. Vegetationen ændrer sig fra en relativ simpel, næsten to-dimensionel struktur til en mere kompleks tre-dimensionel struktur, og hele økosystemet er derfor påvirket,« siger Niels Martin Schmidt.
Læs også på Videnskab.dk:
Frossen tundra prutter også metan





























