KORT NYT FRA UDLANDET
Hovedpine, betændelse, smerte og feber. Bivirkningerne af en vaccine er mange taget i betragtning af, hvor lille og harmløst stikket egentlig er. Måske netop på grund af kroppens uforudsigelige reaktion, er der mange, som frygter lægens spidse nål.
Nu kan ny forskning muligvis komme uvisheden til livs. En gruppe engelske forskere har fundet en række tydelige signaler i immuncellerne hos en vaccineret patientgruppe, der senere oplevede reaktioner på vaccinen, skriver Sciencemag.org.
På sigt kan det betyde, at læger vil blive i stand til at se, hvis deres patient kommer til at opleve bivirkninger efter en vaccine.
»Vacciner får en del mennesker til at føle sig syge og det er meget mere sandsynligt, at samarbejdsviljen er til stede, hvis vi kan sige til de mennesker, "Bare rolig, der vil ikke forekomme nogle permanente bivirkninger, og det gode er, at du vil udvikle permanent immunitet over for sygdommen,« siger immunolog og forskningsleder af undersøgelsen Adrian Hayday fra Kings College i London til Sciencemag.org.
Hayday har sammen med sine forskningskollegaer undersøgt 178 mennesker i England, som i 2009 blev vaccinerede. Herudaf rapporterede 20 procent, at de oplevede milde til moderate bivirkninger af vaccinationen.
Ved at tage undersøgelser af de udsatte patienters gener før og efter vaccinen, kunne forskerne afgøre, hvilke gener der blev 'tændt' efter vaccinationen. Her blev det tydeligt, at ekspressionen af gener tilknyttet B-celler, som er kendt for at producere antistoffer, trådte særligt frem.
Det nye studie er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature Immunology.
Læs også:
Afgørende skridt på vej mod en vaccine mod al influenza
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
sbv





























