De første stjerner efter Big Bang har formentlig været halvt så store som man hidtil har troet. Det viser nye japanske computersimuleringer ifølge Newscientist.com. Opdagelsen kan løse et af universets største mysterier, nemlig hvorfor nogle grundstoffer er mere almindelige end de burde være ifølge teorierne.
I de første hundrede millioner år efter Big Bang rummede universet først og fremmest hydrogen, helium og små mængder af andre lette grundstoffer. Siden hen er skyer af gas kondenseret til de første stjerner, men da de ikke rummede hverken støv, tungere grundstoffer og molekyler, var disse stjerner ude af stand til effektivt at køle ned.
I 2008 udviklede en flok amerikanske astronomer en model, der tydede på, at disse tidlige stjerner ville vokse til mellem 100 og 200 gange Solens masse før varmen fra dem var tilstrækkeligt stor til at forhindre mere gas fra omgivelserne til hobe sig op.
De nye simuleringer afviser denne teori. De nye japanske simuleringer tyder på, at de første stjerner 'kun' havde masser, der var 40 gange større end Solens.





























