KORT NYT FRA UDLANDET:
Nye test på dyr har vist, at ultralydsbehandling kan få kroniske sår til at hele langt hurtigere. Det skriver BBC News.
I et nyt studie på mus har forskere behandlet kroniske sår, der ikke lukker af sig selv, og som nemt får infektioner. Ultralyd aktiverer cellerne omkring såret, og får dem til at arbejde på at lukke det.
Ultralyd bliver allerede brugt til at hele visse knogleskader. Og i fremtiden er det også meningen, at metoden skal kunne bruges til at hele sår på mennesker.
Kroniske sår opstår oftest ved at sidde eller ligge for længe i den samme position, eller hos diabetikere, der får fodsår. Det anslås at omkring 200.000 mennesker i Storbritannien lider af kroniske sår.
I studiet viste det sig, at både hos mus med diabetes og ældre mus kunne ultralydsbehandling forskynde sårenes helingsproces med seks til ni dage.
»Ultralyden aktiverer den almindelige helingsproces, og det er derfor, det er en attraktiv behandling. Ultralyd vækker ganske simpelt cellerne, og får dem til at gøre det, de normalt skal gøre,« siger Mark Bass, biokemiker ved Sheffield University og en af forskerne bag studiet, til BBC News.
Studiet er netop udgivet i Journal of Investigative Dermatology.
Læs også:
Sår heler hurtigere, når du skriver
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams





























