KORT NYT FRA UDLANDET
Den 13. november omkring klokken 07.19 dansk tid er der god grund til at rette blikket opad.
Ifølge forskeres beregninger vil et ukendt stykke 'rum-affald', der højst sandsynligt udgør resterne af en raket, flyve hele vejen ned igennem atmosfæren, lyse op på himlen og til sidst ramme Jorden. Objektet er et mysterium for forskerne, der første gang observerede det i et teleskop i starten af oktober, skriver Nature.com.
»Det er et stykke tabt rumhistorie, der kommer tilbage for at hjemsøge os,« siger astrofysiker Jonathan McDowell fra the Harvard–Smithsonian Center for Astrophysics i Massachusetts til Nature.com.
Han og mange andre forskere kan kun gisne om, hvor skraldet stammer fra. Dog er der enighed om, at begivenheden ikke vil udgøre nogen fare for mennesker.
Store dele af rumskraldet, kaldet WT1190F, vil nemlig brænde op før, det overhovedet rammer Jorden. Det forventes, at de tilbageblivende rester kommer til at dumpe ned i havet cirka 65 kilometer fra Sri Lankas sydspids.
Varslingen om begivenheden har sat alverdens forskere i højeste alarmberedskab. Udover den videnskabelige interesse i fænomenet er det en gylden mulighed for at teste astronomers foreløbige handlingsplaner for håndtering af nedfaldende rumobjekter.
Astrofysiker Jonathan McDowell anslår, at der med stor sandsynlighed er meget andet 'rum-affald' i kredsløb om Jorden og Månen. Det er dog aldrig før set, at et objekt sendt fra Jorden er vendt tilbage igen, selvom det er sandsynligt, at en sådan begivenhed har fundet sted, uden nogen har opdaget det.
Læs også:
Nu bliver to danske satellitter sluppet løs i rummet
Derfor vil mennesket ud i rummet
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
sbv





























