Udenlandske ph.d.-studerende har siden årsskiftet haft problemer med at komme ind i landet på grund af nye gebyrregler. Hos International Staff Mobility på Københavns Universitet forudser man, at det bliver værre endnu, når højsæsonen for internationale ansøgere snart sætter ind.
Blandt andet kan ansøgere, der kommer fra tredjeverdenslande i nogle tilfælde slet ikke overføre pengene fra deres bank til Udlændingeservice, fordi systemet ikke vil acceptere deres bankkonto. Og universitetet må ikke, som en offentlig institution, betale eller lægge ud for de udenlandske ph.d.-studerende.





























