Den norske nobelkomite tog fusen på alverdens medier, der især havde gættet på Angela Merkel og pave Frans som modtagere af Nobels fredspris 2015.
Komiteen har i stedet valgt at give prisen til en gruppe, som de færreste havde gættet på.
Fredsprisen går i år til Tunisian National Dialogue Quartet, der er en sammenslutning af fire tunesiske organisationer, der spiller en stor rolle for arbejdslivet, velfærden, lovgivningen og menneskerettighederne i Tunesien.
Dialogkvartetten modtager prisen for »sit afgørende bidrag til opbygningen af et pluralistisk demokrati i Tunesien i kølvandet på Jasminrevolutionen i 2011,« skriver Nobelkomiteen i en pressemeddelelse.
»Kvartetten blev etableret i sommeren 2013, hvor demokratiseringsprocessen var ved at kollapse på grund af politiske snigmord og udbredt social uro. Den etablerede et alternativ, en fredelig politisk proces, på et tidspunkt, hvor landet var på randen af en borgerkrig,« skriver komiteen videre.
Det er 96. gang, at Nobels fredspris bliver uddelt, og Tunisian National Dialogue Quartet skriver sig ind i historien som den 129. fredsprismodtager.
Sidste år gik fredsprisen til pakistanske Malala Yousafzai og indiske Kailash Satyarthi.
Læs også:
Nobels Fredspris går til kriseramt EU
Nobels fredspris: Uddannelse er vejen til fred
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
js





























