Selv om den danske folkeskole har skabt nye undervisningsmaterialer og uddannet lærere til faget ’dansk som andetsprog’, så klarer mange tosprogede børn sig stadig dårligere i skolen end etsprogede danske børn.
Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
En ny ph.d.-afhandling fra Institut for Uddannelse og Pædagogik viser, at tosprogede elever har svært ved at afkode lærernes forventninger og ved at udtrykke deres viden i timerne.
Og disse forhold tager lærerne ikke i tilstrækkelig grad hensyn til, konkluderer afhandlingen.
»Det stærke fokus på de tosprogedes børns sociale mangler betyder, at lærerne ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på, hvordan de bedst understøtter de tosprogede elevers læring,« siger Anna-Vera Meidell Sigsgaard, der står bag den nye ph.d.-afhandlingen, i en pressemeddelelse fra Aarhus Universitet.
I dag findes der en række undervisningsmaterialer til tosprogede børn, der er udviklet til at være spændende og tage udgangspunkt i multimedier og billeder. Tanken er, at det skal aflaste nogle af de sproglige krav, men ifølge Anna-Vera Meidell gør man i stedet børnene en bjørnetjeneste ved at mindske det sproglige fokus.
»Konsekvensen er, at undervisningen bliver en frustrerende oplevelse for lærerne, samtidig med at børnene ikke får det optimale ud af undervisningen,« siger hun.
Anna-Vera Meidell Sigsgaard har fulgt undervisningen i faget historie af tosprogede børn i en femteklasse. Hendes p.h.d.-afhandling hedder ’Who knows what? The teaching of Knowledge and Knowers in a Fifth Grade Danish as a Second Language Classroom.’





























