Ved hjælp af en simuleringsmodel til test af bildele vil MIT-forsker gøre olie- og gasindustrien bedre til at forudsige, hvordan og hvornår der kan gå hul på olierørledninger. Det skriver Ingeniøren.
Computermodellen kan simulere bilkomponenters styrker og svagheder ved sammenstød, og det skal nu overføres til olieindustrien. Her kan den ifølge Tomasz Wierzbicki, der er professor i anvendt mekanik ved MIT i USA, hjælpe med at forudsige, hvornår og hvordan der går hul på olierørledninger.
Kan teste for en lang række scenarier
»De metoder man i dag anvender til at finde ud af, hvornår der kan gå hul i en rørledning, stammer helt tilbage fra 70’erne og 80’erne. Ved hjælp af dem kan man kun teste ét scenarium ad gangen. Men ved hjælp af den metode, som vi har brugt med succes i bilindustrien, kan man teste for en lang række forskellige scenarier på én og samme tid,« fortæller han.
»En anden forskel er, at de gamle metoder kun virker på gamle rør – vores kan forudsige, hvordan et helt nyt vil opføre sig,« tilføjer Thomasz Wierzbicki.
Han vurderer, at de nye simuleringer kan hjælpe olie- og gasselskaber med at finde frem til stærkere eller mere fleksible rørmaterialer, som i fremtiden kan medvirke til at minimere olieudslip, hvis der sker et stort uheld.





























