Næsten halvdelen af deltagerne i en stor undersøgelser døjer med gener fra deres tatoveringer, viser stor epidemiologisk undersøgelse i følge politiken.dk.
42 procent af cirka 300 testpersoner har i større eller mindre omfang kløe, rødmen, hævelser og infektioner fra deres tatoveringer, konkluderer forskerne fra hudklinikken på Bispebjerg Hospital.
Professor Jørgen Serup, overlæge på hudklinikken og specialist i tatoveringsproblemer, er overrasket over undersøgelsernes opsigtsvækkende resultater, som i øjeblikket bliver trykt i forskellige videnskabelige tidsskrifter.
»Det er jo gener, som de aldrig ville have i normal hud«, siger Jørgen Serup til politiken.dk om den populære kropsudsmyknings bivirkninger.
Undersøgelserne fra Bispebjerg Hospital omfatter dels en række interviews blandt det yngre klientel på hospitalets kønssygdomsklinik. Dels tog undersøgelsesholdet ud på de danske badestrande og snakkede med badegæsterne om tatoveringer og solrelaterede problemer med tatoveringerne.
Hverken hos Sundhedsstyrelsen eller Statens Serum Institut har man overblik over omfanget af tatoveringsskader. Men på Bispebjergs hudklinik – der som den eneste i landet tilbyder standardbehandlinger af såkaldte shave-operationer, hvor huden skrælles af i lag, og pigmentet derefter tages ud – oplever man en klar tendens med flere skaderamte.
»Man kan roligt sige, at vi har oplevet et boom i tilfælde af tatoveringsskader i løbet af de seneste år«, siger Jørgen Serup, der er blandt de førende eksperter på området.
»Og det er bestemt mere, end vi har oplevet tidligere, og det er også en type skader, som vi har langt flere af end mange andre sjældne hudsygdomme, som vi ellers i lægeverdenen tager vældig højtideligt«, tilføjer han.
Professor Peter Bjerring, der er speciallæge i hudsygdomme og laserbehandling samt cheflæge på Privathospital Mølholm, genkender billedet af det stigende antal tatoveringsskader.
Han peger imidlertid på, at stigningen sandsynligvis hænger samme med, at flere og flere vælger farverige kropsudsmykninger.
»Jeg tror, omfanget stiger procentvis i forhold til antallet, der bliver tatoveret. Og jeg tror, der er mange flere, som får dem lavet nu«, siger Peter Bjerring.
Jørgen Serup fra Bispebjerg har på baggrund af den sparsomme viden om områrdet stillet sig i spidsen for at samle og registrere tilfælde af alvorlige tatoveringsskader. På den måde håber han dels at hjælpe de ramte og dels at øge den lægefaglige viden om symptomer og konsekvenser.
Læs også på videnskab-wp.wp.stage.combell.peytz.dk:
2.500 gamle tatoveringer fundet på mumie
Hvorfor holder tatoveringer livet ud?





























