KORT NYT FRA UDLANDET:
Smider man plastik ud i naturen, er det kendt for at blive liggende i årevis.
Men nu har forskere opdaget, at bakterier fra tarmene på særlige larver kan gnaske løs på det forurenende materiale og dermed nedbryde polyethylen - den mest almindelige plastik, skriver American Chemical Society i en pressemeddelelse.
Forskerne bag undersøgelsen mener, at opdagelsen vil kunne føre til udviklingen af nye metoder til at slippe af med den forurenende plastik.
I årevis har man forsøgt at udvikle effektive metoder til at fjerne plastikaffald, og i de senere år har forskere ifølge American Chemical Society forsøgt sig med flere bakterier, som kan nedbryde plastik.
Problemet har imidlertid været, at bakterierne hidtil har haft brug for, at plastikken blev udsat for lys eller varme før materialet blev nedbrudt, men i den nye undersøgelse kan bakterierne klare nedbrydningen af plastik i ét enkelt trin, lyder det fra American Chemical Society.
Forskerne har fundet de nye plastiknedbrydende bakterier i tarmene på møl-larver (waxworms), som i forvejen er kendt for at guffe løs på fødevareemballage af plastik.
Undersøgelsen er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Environmental Science & Technology.
Læs også:
Danske forskere opfinder nem vej til naturvenlig plastik
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lb





























