Forskerne fra Institut for Biokemi og Molekylær Biologi fra Syddansk Universitet (SDU) har fundet frem til, hvordan nedsat syntese af fedtsyrer hæmmer cellers evne til at vokse og dele sig, skriver SDU i en pressemeddelse.
Svarene vil bringe os nærmere et svar på, hvordan ændringer i menneskers metabolisme i forbindelse med f.eks. fedtindtag kan have en effekt på cellers deling og vækst. De nye opdagelser underbygger hypotesen om, at overdrevet fedtindtag kan medføre øget risiko for udvikling af forskellige former for kræft.
»Ved at påvirke tilstedeværelsen af en metabolit viser vi her, at et stort kompliceret program af kinaser fører til en effekt på en lang række cellecyklus proteiner, som regulerer cellers vækst og udvikling,« fortæller lektor Nils Joakim Færgeman, der er en af forskerne bag de nye opdagelser.
»Der er mange ting, vi endnu ikke ved om, hvordan bestemte metabolitter påvirker cellers vækst og deling, og som vi måske nu kan begynde at forstå - og forhåbentligt på sigt bruge i kampen mod kræft,« siger Nils Joakim Færgeman.
Udover Nils Joakim Færgeman består SDU-holdet af de tre ph.d. studerende: Dennis Pultz, Martin Bennetzen, Steven V. Rødkær og professor Jens S. Andersen, alle fra Institut for Biokemi og Molekylær Biologi, samt samarbejdspartnere fra Oslo Universitet.
Resultaterne er netop publiceret i det anerkendte, videnskabelige tidsskrift Molecular Biosystems.





























