KORT NYT FRA DANMARK
I en hel uge, startende fra på søndag 12. juli, vil Aarhus blive invaderet af en hær af håbefulde unge gymnasieelever fra hele verden, når Aarhus Universitet skal være vært for den Internationale Biologiolympiade 2015. Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
De unge kommer fra 61 forskellige lande og skal i løbet af ugen dyste på viden og færdighed i biologi. Olympiaden for de måske fremtidige Richard Dawkins'er eller Jane Goodall'er har været afholdt siden 1990. Sidste år brillerede Danmark med hele tre bronze pladser, men i år bliver der sigtet endnu højere.
»Når man er med i en konkurrence, skal man gå hele vejen, hvis man kan. Og det kan Karen. Hun kan sætte Danmark på Landkortet. Hun er et unikum, som vi ikke har set lignende, endda inde for alle felter inden for biologi,« siger Rektor Anders Kloppenborg fra Birkerød Gymnasium om sin elev i pressemeddelelsen.
Anders Kloppenborgs elev er Karen Chuxian Yang fra Birkerød, som er med for andet år i træk. Hun er én af de kun fire deltagere, der i år skal repræsentere Danmark i konkurrencen. En konkurrence, der for de unge også handler om fællesskab og netværk.
»Helt basalt synes jeg, at biologi er helt vildt spændende. Det bliver endnu bedre af, at jeg møder en masse mennesker, som jeg deler en fælles interesse med på et højere niveau, end man ellers har på gymnasiet,« siger Karen Chuxian Yang i pressemeddelelsen.
Under opholdet skal gymnasieeleverne ikke kun svede i lampeskæret under stor opmærksomhed fra den videnskabelige verden, men også ud og opleve Aarhus. I løbet af ugen skal de unge besøge både Moesgaard Museum, Den Gamle By og Økolariet i Vejle.
Hele ugen vil slutte med medaljeoverrækkelse i Musikhuset og en afslutningsfest i Centralværkstedet.
Læs også:
Danske gymnasieelever tæt på sejren ved 'EM i dåsesatellit'
Ungt talent vinder pris for supernova-forskning
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
rs





























