KORT NYT FRA UDLANDET:
Det bliver nu blevet lettere for forskere at analysere stjerners alder, at finde ud af om galakser tidligere er stødt sammen eller at finde frem til andre spændende fund i universets historie.
Det beretter Australian National University, fordi én af deres forskere, Luca Casagrande – i samarbejde med Victor Silva Aguirre, postdoc ved Institut for Fysik og Astronomi ved Aarhus Universitet – har fundet frem til en ny metode til at grave dybt i universets historie.
Pudsigt nok opstod ideen til, hvordan man på en ny måde kan grave efter oplysninger i universet, i en tysk lejlighed, som de to astronomer delte med hinanden.
»Jeg arbejdede med Strömgrens teknik, som bruger stjernenes farver til at kortlægge egenskaber i universet, mens min ven, Victor Silva Aguirre, arbejdede med data fra Kepler-satellitten, som i bund og grund måler deres lyd,« siger Luca Casagrande til Australian National Universitys hjemmeside.
»Vi fandt ud af, at hvis man kombinerer de to målemetoder, så får man langt mere præcise parametre at arbejde efter, så det for eksempel er muligt at finde pålidelige alder for stjerner,« siger han.
Det første sæt af data for 1000 stjerner er blevet publiceret i seneste udgave af tidsskriftet Astrophysical Journal. (Se artiklen på arxiv.org.)
Siden skal følge en lang række artikler, som blandt andet vil fokusere på alderen og den kemiske sammensætning af stjerner i et 5.000 lysår bredt bælte af Mælkevejen, melder forskerne, som også håber med tiden at finde svar på, hvordan en gigantisk forhistorisk gassky dannede Mælkevejens stjerner og planeter, og hvorfor galaksen fik sin velkendte spiralform.
Forskerne kalder selv deres nye metode for en ’himmelsk’ udgave af de kulstof-dateringer, som arkæologer bruger til at kortlægge Jordens fortid.
Du kan læse mere på projektets hjemmeside.
Læs også:
Einsteins Relativitetsteori blåstemplet af hidtil tungeste neutronstjerne
Hvor i universet skete Big Bang?
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.





























