Den største klimaændring, som verden har set de sidste 100.000 år, er overgangen fra istid til varm mellemistid.
Ny forskning fra bl.a. Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet viser - stik imod den tidligere opfattelse - at stigningen i temperatur og stigningen i atmosfærens indhold af CO2 tidsmæssigt er fulgtes tæt ad. Det skriver Københavns Universitet.
Resultaterne er publiceret i det videnskabelige tidsskrift, Climate of the Past.
»Det, vi observerer i nutiden er, at menneskeheden har fået CO2–indholdet i atmosfæren til at stige lige så meget på bare 150 år, som det steg over 8.000 år under omslaget fra sidste istid til den nuværende mellemistid, og det kan bringe Jordens klima ud af balance,« vurderer Sune Olander Rasmussen.
»Derfor er det endnu vigtigere, at vi har styr på hvilke processer, der fik fortidens klima til at ændre sig, for de samme processer kan virke oveni de menneskeskabte ændringer, vi ser i dag. På den måde hjælper fortidens klima os til at forstå, hvordan de forskellige dele af klimasystemet spiller sammen, og hvad vi kan forvente i fremtiden,« siger han.
Læs også: Hvad er et ton CO2?





























