Ny forskning tyder på, at insulinproducerende celler bedre kan udvikle sig fra stamceller i et tredimensionelt miljø som gelé end fra en flad petriskål.
Den nye viden kan på længere sigt forbedre diabetesbehandling med celleterapi. Stamceller er ansvarlige for, at vores væv vokser, og at det bliver repareret, hvis vi kommer til skade.
Derfor er opdagelsen af, at de vigtige celler vokser bedre i et tredimensionelt miljø, vigtig for fremtidig sygdomsbehandling med stamcelleterapi, skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
Forskere fra Det Danske Stamcellecenter (DanStem) på Københavns Universitet bidrager til den nye viden om, hvordan stamceller bedst udvikler sig til de insulinproducerende beta-celler. Resultaterne er netop offentliggjort i det videnskabelige tidskrift Cell Reports.
»Vi kan se, at de celler, der bliver produceret todimensionelt, ikke er gode nok. Man opnår bedre resultater ved at sætte cellerne i et tredimensionelt miljø og give dem de rigtige vækstbetingelser. Vi er derfor ved at udvikle et tredimensionelt dyrkningsmiljø i gelé i laboratoriet, som efterligner det, der findes inde i et foster,« siger Anne Grapin-Botton, der sammen med kollegaer fra Schweiz og Belgien har fundet frem til de nye resultater.
Det internationale forskerteam håber, at den nye viden om tredimensionelle celle-vækstmiljøer kan bidrage væsentligt til udvikling af celleterapier til behandling af diabetes.
På længere sigt kan denne viden også bruges i udvikling af stamcelle-behandlinger af kroniske sygdomme i andre organer som for eksempelleveren eller lungerne. Disse organer er ligesom bugspytkirtlen udviklet fra stamceller i 3D.
»Forsøg med at udvikle funktionelle beta-celler i 2D har desværre oftest resulteret i dårligt fungerende celler. Vores resultater med udvikling af celler i 3D har vist lovende resultater og er derfor et vigtigt skridt i retning af udvikling af celleterapier til behandling af diabetes« siger professor Anne Grapin-Botton.
Forskningen er støttet af Novo Nordisk Fonden, Swiss National Research Foundation,og National Institute of Health (NIH), USA.





























