KORT NYT FRA UDLANDET:
Forskere fra Standford universitetet har gransket et særligt tilknytningshormon med navnet oxytocin nærmere. Og de har fundet ud af, at hormonet er langt mere involveret i vores sociale samvær med andre, end videnskaben hidtil har troet. Det skriver mediet Medical Press.
Opdagelsen kan give neurologer en bedre forståelse af eksempelvis lidelsen autisme.
Det nye studie viser, at oxytocin radikalt ændrer aktiviteten i en del af hjernen, som er afgørende for, at vi føler, det er rart at være sociale med venner og familie.
»Folk med autisme-lidelser oplever måske ikke denne belønning, som vi andre får ud af at være sammen med vores venner,« siger hovedforfatteren til studiet forskeren Robert Malenka og fortsætter:
»For folk med autisme, kan socialt samvær være direkte smertefuldt. Så vi spurgte os selv, hvad er det i hjernen, der får os til at nyde at være sammen med vennerne.«
Forskerne håber på, at opdagelsen på længere sigt kan bidrage til udviklingen af medicin til eksempelvis personer med autisme.
Forskningsresultatet er udkommet i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature.
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
Ibp
LÆS OGSÅ:
Sådan kickstarter du din babys ordforråd
Ny nordisk mad: Forskning vs. business





























