KORT NYT FRA DANSKE MEDIER:
Skal du have indopereret en pacemaker eller en hjertestarter (ICD'er) kan det være afgørende, hvilket sygehus der udfører operationen.
Ifølge Politiken viser en ny undersøgelse fra Aarhus Universitet, at risikoen for komplikationer i forbindelse med pacemaker-operationer er op mod dobbelt så stor på de fleste små hospitaler sammenlignet med de store.
»Undersøgelsen viser også, at der generelt er flere komplikationer, end vi ellers til daglig går og regner med«, siger forskeren bag undersøgelsen Rikke Esberg Kirkefeldt til Politiken.
Hun har gennemgået samtlige 6.000 hjerteoperationer i landet i en 12-måneders periode fra 2010 til 2011.
Undersøgelsen viser ifølge Politiken, at der opstår 50 til 100 procent flere komplikationer på de hospitaler, der laver under 750 indoperationer af pacemakere og hjertestartere (ICD'er) i forhold til eksempelvis Aarhus Universitetshospital og Gentofte Hospital.
De komplikationer, som kortlægges i undersøgelsen, dækker over alle typer komplikationer - fra punkterede lunger, smertefulde blodansamlinger ved pacemakerens placering i brystet samt infektioner i selve hjertet.
Den nye undersøgelse puster liv i debatten om, hvilke sygehuse der skal have lov at udføre hjerteoperationer.
Læs også:
EKG-måling giver færre hjerteoperationer
Hjerteoperation kan udløse menstruation
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lb





























