KORT NYT FRA UDLANDET:
Lys er ikke længere noget, vi hovedsagligt får fra naturen. Vi får alle sammen banket kunstigt lys ind i skallen dagen lang, og når Solen går ned, tænder vi bare for lamperne derhjemme og fortsætter vores aktiviteter. Ny forskning tyder nu på, at det kan være en rigtig dårlig ide, skriver sciencemag.org.
I et nyt studie på mus viser forskere nemlig, at for meget lys ser ud til at reducere fedtforbrændingen. Forskerne udsatte tre grupper mus for henholdsvis 12, 16 og 24 timers lys per dag og overvågede samtidig aktiviteten i en receptor, som koder for det såkaldte brune fedt, som forbrænder fedt og producerer mere varme.
Musene, der havde været udsat for meget lys, forbrændte mellem 25 og 50 procent mindre fedt, til trods for at have spist og bevæget sig lige meget som de andre mus.
Studiet, som er udgivet i the Proceedings of the National Academy of Sciences, kan dog ikke nødvendigvis generaliseres til mennesker, påpeger forskerne bag. Det vil kræve flere studier, lyder det – men hovedforfatter Patrick Rensen, som er biokemiker ved Leiden University Medical Center i Holland, mener dog alligevel godt, at resultaterne kan mane til eftertanke hos folk, der prøver at tabe sig:
»Hvis vi kan konkludere noget som helst, så er det, at det er en god ide at dæmpe lyset i soveværelset.«
Læs også:
Lysets farveskift påvirker din døgnrytme
Elektrisk lys og skærmtid ødelægger søvnen og skader helbreddet
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
cpp





























