KORT NYT FRA UDLANDET
Strammer cowboybukserne om livet, er der god grund til at gøre noget ved det. Ny forskning viser nemlig, at en god, gammeldags slankekur ikke kun letter på vægten.
Den letter også på lysten til sex, og gør dig til et gladere menneske, skriver Livescience.com.
»Studiet viser, at normalvægtige og svagt overvægtige mennesker, der ønsker at tabe sig, ikke behøver at bekymre sig om, at det vil medføre nedsat livskvalitet. Tvært imod kan de forvente, at de får det bedre,« siger hovedforfatter til studiet Corby Martin til Livescience.com. Han forsker til dagligt på Pennington Biomedical Research Center i Louisiana.
I alt deltog 220 mennesker, der var normal- til overvægtige i studiet, og herudaf fik 145 af dem besked på at skære deres kalorieindtag ned med 25 procent, mens de resterende 75 deltagere ikke skulle foretage nogle ændringer i deres kostvaner.
Forskerne har fulgt deltagerne over to år, og resultaterne af eksperimentet viser, at den kaloriefattige gruppe, udover vægttab, har opnået en øget livskvalitet.
Særligt fremhæver de, at de sover bedre om natten, at de er i bedre humør og, ikke mindst, at deres sexliv er blevet væsentligt bedre.
Det nye studie er publiceret i det videnskabelige tidsskrift JAMA internal medicine.
Læs også:
Man taber sig ikke meget med low carb- og low fat-slankekure
Forskere giver svar: Hvad er den bedste slankekur?
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
sbv





























