KORT NYT FRA UDLANDET:
Som 15-årig var den britiske skoleelev Tom Wagg fra Newcastle-under-Lyme School i praktik på Keele University, hvor han fik lov til at gennemgå data fra WASP-projektet.
WASP står for Wide Angle Search for Planets, og formålet er at finde spor efter fjerne planeter - såkaldte exoplaneter - på billeder taget af kamerasystemer, der peger mod nattehimlen.
Og det lykkedes faktisk den astronomiinteresserede Tom Wagg at finde en exoplanet, der ikke var opdaget før.
Dermed er han sandsynligvis den yngste, der har opdaget en exoplanet. Det fremgår af en pressemeddelelse fra WASP-projektet.
Når en exoplanet passerer ind foran sin stjerne, så falder stjernens lysstyrke en smule. Det var sådan en lille stjerneformørkelse, skoledrengen fik øje på ved hjælp af den software, der er udviklet specielt til formålet.
Exoplaneten WASP-142b er omtrent på størrelse med Jupiter, men den kredser meget tæt om sin stjerne og er kun to dage om en omgang.
I dag er Tom Wagg 17 år og har planer om at studere fysik på universitet. De seneste to år er gået med at få planetens eksistens bekræftet af observationer fra andre teleskoper.
Læs også:
Dansk forsker: Vores galakse kan rumme milliarder af beboelige planeter
Danske forskere opdager, at små planeter har cirkelrunde baner
Nyt teleskop skal finde ukendte planeter
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
hb





























