Sindlidende i forskellige kommuner får meget forskellig hjælp til at klare hverdagen. Der er nemlig stor forskel på, hvordan kommunerne forholder sig til den lov som siger, at sindslidende skal have en person til at støtte sig i hverdagen. Det viser den nye SFI-rapport 'Et liv i egen bolig', skriver sfi.dk.
Nogle kommuner arbejder struktureret og med et udviklingsperspektiv, som sigter på at hjælpe borgerne til at klare sig med mindre støtte. Andre kommuner arbejder uden faste procedurer og ser mere bostøtten som en traditionel omsorgsfunktion.
En bostøtte er en person, der kan støtte borgere med sindslidelse til at klare ting i hverdagen. Formålet er at støtte borgerens mulighed for at leve et aktivt liv på egne præmisser i egen bolig og inkluderet i samfundet. Lovgivningen om bostøtten er en rammelov, som kommunerne skal udfylde og konkretisere. Og det gør de meget forskelligt.
Kommuner griber opgaven meget forskelligt an
Kommunernes måde at drive bostøtte på fordeler sig over et bredt spektrum.
»Vi har i den ene ende af spektret kommuner, der på traditionel vis anvender lovgivningen til at give den sindslidende en omsorgsperson, der kan fungere som en slags social kontakt. I den anden ende af spektret er der kommuner, som sætter mål for bostøttens indsats og ser den som et aktivt udviklingsredskab for, at borgeren skal komme ud og deltage i samfundslivet og blive selvhjulpen,« siger seniorforsker Steen Bengtsson, som har ledet undersøgelsen.
Rapporten viser også, at kommunernes procedure for udredning af borgere med sindslidelse også er meget forskellig. Hver fjerde kommune har ikke en fast procedure. Og selvom knap halvdelen af kommunerne lægger vægt på, at bostøtten skal ske efter evidensbaserede metoder, så fortæller 9 ud af 10 bostøttearbejdere, at de arbejder ud fra metoder, de selv finder relevante i det enkelte tilfælde.
Kun 5 pct. af kommunerne har faste retningslinjer for måling af resultatet af en bostøtteindsats, mens 60 pct. af kommunerne slet ikke måler resultatet.
Læs også: Dine gener kan gøre dig psykisk syg





























