Svenske forskere fra Karolinska Institutet har fundet en sammenhæng mellem lave niveauer af hormonet Oxytocin og selvmordsforsøg, skriver Dagens Medicin.
Den nye undersøgelse er offentliggjort i tidsskriftet Psychoneuroendocrinology og omfattede 28 personer, der alle havde forsøgt at begå selvmord. Resultatet blev sammenlignet med en kontrolgruppe på 19 raske personer.
Forskerne målte niveauet af Oxytocin i cerebrospinalvæske og i blodplasma. Resultatet var, at de, der havde udført de mest alvorlige og planlagte selvmordsforsøg, også var dem, der havde de laveste niveauer af hormonet. Sammenhængen var størst for mandlige selvmordskandidater.





























