KORT NYT FRA UDLANDET:
Hvis en ung mand tager sit eget liv, er det ikke nødvendigvis en konsekvens af, at han er psykisk syg, fortæller norske forskere i et nyt studie. Det skriver forskning.no.
Tværtimod indeholder de efterladtes beskrivelser af manden kun få af de faresignaler, der normalt ville opfattes som tegn på, at han har haft en psykisk lidelse, fortæller forskerne i studiet, der er publiceret i tidsskriftet Nordic Psychology.
»De efterladte peger ikke på psykiske lidelser som hovedårsagen til, at disse mænd tog deres liv. Og i lighed med de fleste unge mænd, som tager deres liv, havde ingen af de unge mænd været i kontakt med eller søgt hjælp fra sundhedsvæsenet forud for selvmordet,« fortæller psykolog og forsker Mette Lyberg Rasmussen fra det statslige Folkehelseinstituttet i Norge.
»Det betyder, at forebygning af selvmord, som i dag i stor grad er rettet mod psykiatrien, ikke rammer denne gruppe,« vurderer forskeren.
Studiet omfattede dybdegående interviews med de efterladte til mænd mellem 18 og 30 år, der havde taget deres eget liv. Her beskrev de pårørerende ofte mændene som perfektionister, der var dygtige og præstationsorienterede i deres job og studier. Til gengæld afdækkede studiet også, at mændene var sårbare, når det ikke lykkedes for dem at leve op til deres idealbillede af sig selv.
»Den præstationsbaserede selvfølelse, de har udviklet, indebærer, at de oplever selv små fejltrin som store nederlag. Nederlaget er også forbundet med en stærk følelse af skam for ikke at leve op til idealet af hvem, de skal være, og hvordan de har forestillet sig, at livet skal se ud,« fortæller Mette Lyberg Rasmussen.
Det norske studie modsiger tidligere forskning, der har anslået, at omkring 90 procent af dem, der begår selvmord, var ramt af en psykisk sygdom. Forskerne håber derfor, at den nye viden, kan hjælpe med at sikre en bedre forebyggende indsats over for dem, der kan være i fare for at tage deres eget liv.
»Pointen er bare, at hvis vi skal blive bedre til at forebygge, må vi først og fremmest forstå, hvad selvmordstrangen handler om, uafhængigt af, om der foreligger en pykisk lidelse eller ej,« understreger Mette Lyberg Rasmussen.
Læs også:
Større risiko for selvmord blandt kvinder med brystimplantater
Samtaleterapi forhindrer selvmord
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
on





























